Lille Vildmose-folk truer med retssag: - Rådmand skal trække udtalelser tilbage

Lodsejere forlanger, at rådmand Hans Henrik Henriksen trækker udtalelser i pressen tilbage, ellers vil de slæbe ham i retten.

Der er ikke meget, lodsejere i Lille Vildmose og rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen (S), er enige om. 

I flere år har de skændtes om jordstykker i mosen, og nu er parterne igen røget i totterne på hinanden. 

Den komplicerede sag, der har ført demonstrationer og frihedsberøvelser med sig, får nu et nyt kapitel, efter lodsejerne har forlangt, at rådmand Hans Henrik Henriksen skal trække udtalelser tilbage, som han har luftet i pressen. 

- Rådmanden har i en lang række udokumenterede udtalelser angrebet flere borgere på en måde, der kan være strafbar.

Sådan lyder det fra advokat Hans Sønderby Christensen, Sønderby Legal, på vegne af lodsejere i Lille Vildmose.

- Hvis rådmandens udtalelser ikke dokumenteres eller trækkes tilbage indenfor 14 dage, ender den socialdemokratiske politiker i retten i en sag, hvor han vil komme til at stå over for sine egne borgere, fremgår det af et brev fra advokaten til rådmanden.

Skrivelsen er sendt på vegne af 36 borgere, som blev tilbageholdt af politiet i oktober måned på direkte foranledning af rådmanden. En tilbageholdelse, der ikke kunne opretholdes, og hvor alle sigtelser siden er frafaldet.

Det er disse episoder, lodsejerne er sure over - jævnfør pressemeddelelsen:​​​​​​

- Rådmanden har i et nyhedsindslag på TV2 den 13. maj 2020 kl. 19:30 beskyldt borgerne for ikke at overholde loven, idet han sagde:

 

”Det... handler… om medarbejdere, der overholder landets love, og det gør man ikke ude i Smidie Fenner hos de her lodsejere”.

 

Rådmanden har flere gange forklaret den hårdhændede fremfærd overfor lodsejerne med, at der var en tidsfrist for arbejdet pga. en EU-frist for tilskud – hvilket siden er dokumenteret, at der ikke var. I TV2 Nyhederne den 21. oktober 2019 sagde rådmanden således:

 

”Det er et 40 millioner stort projekt, hvor vi får støtte fra EU, og vi mangler at hjemtage den sidste del af den støtte, og der har vi en deadline, der hedder […] 31. december, og så skal vi være færdige”.

 

Det er bl.a. disse to påstande, lodsejerne vil have rådmanden til at trække tilbage.

- Vi er lovlydige borgere. Vi kan simpelthen ikke leve med at have sådanne forkerte påstande hængende på os. Vi håber selvfølgelig, at rådmanden vil trække påstandene tilbage – ellers må vi gå rettens vej, siger to repræsentanter for de tilbageholdte, Hanne Jensen og Preben Clausen.

I forvaltningen ser man lidt anderledes på sagen. 

- Jeg og forvaltningens jurister har endnu ikke haft lejlighed til at se på sagen, derfor har jeg ikke nogen kommentarer til sagen. Men vi kan vist godt sige, at vi ikke er enige med folkene i Lille Vildmose om ret meget i den her sag, siger Hans Henrik Henriksen til TV2 Nord. 


Ballade i Lille Vildmose

def_thumb,50_percent

play Lille Vildmose-folk truer med retssag: - Rådmand skal trække udtalelser tilbage

default_thumb

play Vildmosekonflikt: Advokat vil have miljøministeren på banen

25_seconds,default_thumb

gallery Alvorlige sigtelser mod demonstranter i Lille Vildmose - traktorer beslaglagt

201019 Omkring 30 personer er søndag eftermiddag blevet frihedsberøvet af Nordjyllands Politi, fordi de valgte ikke at følge pol

gallery 30 mennesker frihedsberøvet i Lille Vildmose

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland