Forsikringssagen afsluttet: 36 millioner på vej til Svinkløv Badehotel

Da Svinkløv Badehotel i efteråret 2016 nedbrændte sendte det forsikringsfolk på en udfordrende opgave. Den opgave er ni måneder senere løst.

Hvordan prissætter man originale, gamle møbler, lister og vindueskarme, der ikke lige kan findes på en prisliste? Det var den udfordring Alm. Brand stod med, da de skulle vurdere skaderne efter nedbrændingen af Svinkløv Badehotel. Her ni måneder senere er opgaven løst, og alle parter er tilfredse med resultatet. 

- Det har været en kompleks sag - også for os. Vi har hele tiden vidst, at forsikringen ikke dækker alle udgifter. Vi ønsker en del forbedringer, blandt andet badeværelser og udvidelse af underetagen, hvilket forsikringspengene naturligvis ikke dækker. Generelt har vi mødt dygtige og kompetente folk med fin indsigt i vores situation. Det er absolut et plus, siger Steen Royberg, der er bestyrelsesformand for Fonden Svinkløv Badehotel. 

Steen Royberg understreger overfor TV2 Nord, at det ikke er på grund af Alm. Brand, at forsikringssummen ikke kan dække alle udgifter til en genopbygning. Det er fordi, man har hævet ambitionsniveauet for Svinkløv Badehotel. 

- Vi vil meget gerne give en store oplevelse - version 2.0. Så der er et split mellem forsikringssummen, og det vi gerne vil åbne. Men det er ikke Alm. Brands skyld, det er vores egne ambitioner, fortæller Steen Royberg. 

De øgede ambitioner kommer blandt andet til udtryk i en udvidelse af underetagen, bad på alle værelser og et par hemmeligheder, som Steen Royberg ikke vil løfte sløret for endnu. Nogle forbedringer, der betyder, at Fonden Svinkløv Badehotel lige nu er i gang med at finde yderligere finansiering i diverse fonde. De mangler et beløb i omegnen af 10 millioner kroner. Men at forsikringssagen er faldet på plads er et vigtigt skridt i den rigtige retning. 

- Det er klart, vi kan ikke gå ud og købe noget, hvis vi ingen penge har. Så det her er jo væsentligt. Og nu håber vi, at vi engang efter sommerferien kan gå ud og fortælle offentligheden om, hvordan det kommer til at se ud, fortæller Steen Royberg. 

Det er forsikringsselskabet Alm. Brand, der har forsikret det gamle badehotel. De har i forvejen erfaring med at vurdere gamle og bevaringsværdige bygninger. De stod blandt andet for forsikringen af Dragsholm Slot, der nedbrændte for ganske få år siden. 

Selvom kravene til et gammelt slot og et gammelt badehotel ikke helt er de samme, så har det været en udfordring for forsikringsselskabet. De fleste ting i Svinkløv Badehotel var håndlavede eller specialbyggede, og derfor kunne de ikke findes på en standard prisliste. 

- Jeg er glad for, at vi har kunnet trække på vores erfaring fra sager med andre markante, ældre danske bygningsværker. For Svinkløv Badehotel var pakket ind fra top til tå i skræddersyede løsninger, og det har stillet store krav til vores folk om at finde en fair pris, der kan dække de fleste udgifter til at genetablere badehotellet. Jeg er glad for, at det er lykkes, og at fonden og forpagterne er tilfredse med løsningen, så hotellet kan blive genopført, siger Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand. 

Bestyrelsesformand i Fonden Svinkløv Badehotel, Steen Royberg, ønsker nu at kigge fremad sammen med forpagterparret. De håber at myndighederne kigger velvilligt på kommende tegninger for et nyt byggeri af det gamle badehotel. 

Det nye Svinkløv Badehotel forventes at stå klart i løbet af foråret 2019. 


Brand på Svinkløv Badehotel

Svinkløv

Et år efter Svinkløv-brand: 700 danske overnatningssteder har ikke forsvarlig brandsikkerhed

def_thumb,50_percent

play Forsikringssagen afsluttet: 36 millioner på vej til Svinkløv Badehotel

default_thumb

play Det nye Svinkløv Badehotel flytter ind i Utzon Centeret

090117 Svinkløv 2017

play Tidsplanen er skredet: Svinkløv genåbner først i 2019

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland