Blog: Om håndsprit i lommeformat og respekt i storformat

Er der grund til at fare i flint og rase ud på Facebook, fordi der mangler håndsprit ved indgangen til en forretning? Eller er der en anden måde at gribe coronasituationen an?

Var der heller ikke mere håndsprit i flasken, da du kom ind i forretningen? Det er irriterende, ik?

Jeg er sikker på, at de fleste her under Covid19-pandemien har oplevet, at der ikke kom noget ud af flasken, når de kom ind i en forretning og lige ville desinficere hænderne efter Mettes og sundhedsmyndighedernes anbefaling.

quote Jeg vælger at tro, at den manglende håndsprit ikke skyldes, at forretningerne og deres medarbejdere bevidst har valgt at snyde lige præcis dig for muligheden for at afspritte dine hænder. Jeg vælger til gengæld at tro, at de pågældende butikker og medarbejdere gør alt, hvad de kan for at holde øje med, at der ikke kommer til at mangle håndsprit i indgangen til butikken.

Christian Borrisholt Steen

Jeg tror, at vi alle har oplevet det. Til gengæld er det tilsyneladende vidt forskelligt, hvordan vi hver især vælger at reagere på oplevelsen efterfølgende.

Jeg har set flere harmdirrende opslag på Facebook, hvor folk har valgt at hænge navngivne forretninger ud, fordi butikken ikke havde sørget for, at der var håndsprit til fri afbenyttelse. Det er én måde at reagere på. Man kunne også have valgt en anden tilgang.

- De snyder dig ikke bevidst!

Jeg vælger at tro, at den manglende håndsprit ikke skyldes, at forretningerne og deres medarbejdere bevidst har valgt at snyde lige præcis dig for muligheden for at afspritte dine hænder. Jeg vælger til gengæld at tro, at de pågældende butikker og medarbejdere gør alt, hvad de kan for at holde øje med, at der ikke kommer til at mangle håndsprit i indgangen til butikken.

Men de seneste uger har flere været på ferie, og i mange butikker skal der løbes stærkt for at følge med – både med at pakke ud og sætte varer på hylderne, med at betjene købelystne kunder og selvfølgelig også med at sørge for, at der er håndsprit i flasken til dig, når du kommer.

OM BLOGGEREN

Christian Borrisholt Steen er familiefar, vendelbo, ordkløver og foredragsholder med en forkærlighed for dialog om etik, tro og eksistens. Han er cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet og har en masteruddannelse i etik og værdier i organisationer fra Aarhus Universitet. Han var i perioden 2012 til 2018 medlem af Det Etiske Råd.

Men det kunne jo være, at kunden lige før dig, havde tømt håndspritflasken, og at du lige akkurat nåede at komme den travle medarbejder, som skulle sørge for at påfylde håndsprit, i forkøbet. Og måske var den pågældende medarbejder i samme sekund, som du besluttede dig for, at din oplevelse skulle medføre et harmdirrende opslag på Facebook, netop på vej ud på lageret efter friske forsyninger af håndsprit.

Jeg ved det ikke, og det gør du formentligt heller ikke. Men for at undgå problemet i fremtiden, har jeg et forslag, som alle er velkomne til at lade sig inspirere af.

Hav håndsprit klar 

I min familie – sikkert som i mange andre familier - har vi gjort det til en vane, at vi altid har små praktiske flasker håndsprit i både bilen og i lommen eller tasken. Vi har også gjort det til en vane, at både store og små bruger håndsprit, inden vi går ind i en butik og igen, når vi kommer ud af butikken.

Og skulle det smutte en enkelt gang, så skal vores seksårige søn nok gøre os opmærksom på, at vi skal huske at bruge håndsprit.

Du kan købe de små flasker med håndsprit i de fleste dagligvarebutikker. Men husk at spritte af, inden du går ind i butikken – og skulle butikken være løbet tør for håndsprit i indgangen, så mind stilfærdigt nærmeste medarbejder om det - i stedet for at hænge både butikken og medarbejderne ud på Facebook.

På denne måde passer vi alle sammen på hinanden – også på de butiksmedarbejdere, som hver dag knokler for at sikre, at vi alle sammen har noget i køleskabet og i fryseren.

God sommer!


Debat

210918 René Zeeberg

Turismedirektør: - Håb er ikke en strategi

030118 Christian Roar Pedersen - sognepræst, Hals.jpg

Præst omfavner julesorgen: - Vi skal invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ

christian borrisholt steen blog 2020

Blog: At rejse er at leve

Tonny Thorup er direktør for Destination NORD.

Frem med visa-kortet: Gå trygt ud og spis!

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland