For mange, mig selv inklusiv, bliver dette den første jul uden en elsket person. En jul hvor døden har skilt os fra vores kære. Det er brutalt og hårdt. Mørket har sænket sig over os, og bekymringerne for den forestående højtid presser sig på.

Vi kan prøve at holde jul, som vi plejer. I trods. At alt skal være så normalt som muligt med gaver, julepynt og god mad. Men intet er jo, som det plejer. Der er en, der mangler. Vi kan også vælge helt at droppe al det julehurlumhej. At lukke os inde i os selv. Også selvom vi måtte være sammen med andre. Ingen jul og glæde. Kun vintermørke.

Ingen grund til selvynk

Men der er også en tredje mulighed, som jeg selv har praktiseret i flere år. Nemlig at holde jul sammen med både levende og døde. Der er ingen grund til at flygte fra sorgen og spille lalleglad. Julesorgen eksisterer. Den må godt være der. Der er heller ingen grund til at gå til i selvynk og selvmedlidenhed, mens vi kigger ud af vinduet på den grå december.

Sorg er en underlig størrelse. Den ruller ind over os i bølger. Det ene øjeblik er alt ok, og det næste er vi helt nede i kulkælderen. Sorgen er hård for både sjæl og legeme. Men sorgen er også smuk, for den er udtryk for kærlighed. Af samme grund er der megen glæde i sorgen. Glæde over alt det, vi har haft sammen med vore døde. Alle de gode stunder, hvor vi har grint, grædt og hygget os.

Denne glæde kan vi invitere med ind i stuen juleaften. Vores døde er ikke blot påmindelser om tabet og adskillelsen. Alt det smertelige. Vores døde minder os om alt det, som vi aldrig kan miste. Alt det, vi har haft sammen. Og som vi stadig har sammen. For selvfølgelig holder vi ikke op med at elske vores kære, bare fordi de er døde. De er fortsat i vores tanker og hjerter.

Invitér de døde med rundt om juletræet

Derfor kan vi lige så godt invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ. Tage dem i hånden og danse rundt, mens vi synger Ingemanns “Dejlig er jorden” og så skråle ekstra med på andet vers:

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;

Glæden over dem, vi har mistet, er indbygget i julen. Vores døde lyser for os sammen med Betlehemsstjernen over stalden julenat.

“Frygt ikke” sagde englen til hyrderne på marken. “Frygt ikke” siger englen til os, der har mistet. Frygt ikke sorgen. Frygt ikke julen. Dem, der sidder i mørket, skal se et stort lys.

Frimodigt kan vi danse rundt om træet både levende og døde. Og måske vi i år skulle synge Jens Christian Hostrups håbefulde julesalme:

Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.