Seneste nyt

fra Nordjylland

Borgmester ønsker advokatundersøgelse af Frederikshavn Havn

 Borgmester ønsker advokatundersøgelse af Frederikshavn Havn

Der skal laves en advokatundersøgelse af Frederikshavn Havns økonomiske krise. Det mener borgmester Birgit S. Hansen (S), og forslaget bliver straks behandlet på onsdagens byrådsmøde i Frederikshavn Kommune.

- Jeg har tænkt gennem længere tid, hvad der skal til for, at vi får så meget frem som muligt. Der er virkelig mange mennesker, herunder mig selv, der spørger: "Hvordan kunne det gå så galt?", siger Birgit S. Hansen.

Borgmesteren ønsker, at Frederikshavn Kommune bestiller en advokatundersøgelse, som skal undersøge Frederikshavn Havn i perioden 2012 til 2024.

- Det gør jeg for havnen, kommunen og byrådets skyld, lyder det fra Birgit S. Hansen.

- Der er så mange spørgsmål, der skal findes svar på, og det vil frigive energi at få de svar, så vi kan komme videre.

Hun understreger, at advokatundersøgelsens resultater vil blive tilgængelige for alle.