Seneste nyt

fra Nordjylland

Narkobaron anholdt - Sigtet efter stor politiaktion

Politiet slog til efter køb og salg af store mængder kokain og amfetamin, lyder det fra anklagemyndigheden.

Torsdag eftermiddag vrimlede det med politibiler ved gågaden i Frederikshavn.

Her foretog den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) en omfattende ransagning på en række adresser i den nordjyske by, hvor to personer blev anholdt.

Der er tale af to mænd på henholdsvis 43 år og 67 år.

Nordjyllands Politi ville umiddelbart ikke kommentere sagen, men ifølge TV2 Nords oplysninger var der flere narkohunde med i ransagningerne.

Fredag morgen lyder det da også fra politiet i en pressemeddelelse forud for grundlovsforhøret, at det er en sag, som netop handler om narko. 

NSK i Frederikshavn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Godt tilfreds

Ved ransagningerne blev der blandt andet fundet flere større mængder narkotika og en pistol.

Ledende politiinspektør i NSK Michael Kjeldgaard siger:

- Jeg er meget tilfreds med gårsdagens anholdelser, hvor vi har anholdt personer, som vi mistænker for at stå bag distribution af store mængder narkotika. Det er vores opfattelse at flere af personerne har spillet en væsentlig rolle i et organiseret kriminelt netværk, der handler med narkotika i Danmark. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret, lyder det afslutningsvist.

Grundlovsforhøret fandt sted ved Retten i Hjørring klokken 10, hvor TV2 Nord også var til stede

334 kilo hash

Kort efter klokken 10 lød det i det forholdsvis lange anklageskrift, at de to mænd er sigtet for i alt fire forhold.

Den ene part er sigtet for at have modtaget i alt 2,2 kilo kokain med henblik på videresalg i en baggård i Danmarksgade i Frederikshavn til en større personkreds kort før jul sidste år.

Derudover har den sigtede nogle uger senere 'videreoverdraget' 275 gram amfetamin til en person i området ved 'Sportsbaren' i selvsamme by.

Endelig er begge de to mænd sigtet for at være i besiddelse af svimlende 334 hash og amfetamin på en adresse i Danmarksgade, hvor de blev anholdt torsdag.

Her er de ligeledes sigtet for at have været i besiddelse af en pistol med skarpe patroner, som også blev fundet af politiet under ransagningen.

Begge nægter sig skyldige. Herefter blev dørene lukket for pressen.

Ved grundlovsforhøret blev den 67-årige sigtede løsladt, men er dog stadig i sigtet i sagen.

Derimod blev den 43-årige mand varetægtsfængslet i fire uger.