Seneste nyt

fra Nordjylland

Se de søde billeder: Brandslukning i børnehøjde

- Jeg vil være brandmand, når jeg bliver stor.

Dén sætning har mange forældre sikkert hørt fra poderne derhjemme, når snakken falder på fremtidsdrømme.

I dag fik de fremmødte børn på Torvet i Blokhus mulighed for at teste af, om livet som brandmand er noget for dem.

Torvet var til anledningen lavet om til en mini-scene fra et udrykningssted, hvor børnene skulle hjælpe med til at slukke de brande, der 'tilfældigvis' var opstået netop i dag.

- Vi viste dem, hvordan man nemt slukker en brand i en gryde med for enten et låg eller et tæppe, fortæller holdleder hos Falck Pandrup, Rasmus Rasmussen.

quote De fik lov at sidde i vores store brandbil og have vores udstyr i hænderne

Rasmus Rasmussen, holdleder, Falck Pandrup

Han anslår, at omkring 300 børn og voksne kiggede forbi Falck på Torvet.

- Vi var der for at give især børnene en god oplevelse og noget at kigge på. De fik lov at sidde i vores store brandbil og have vores udstyr i hænderne, blandt andet vores store 'saks', vi bruger til at skære folk fri med, lyder det fra holdlederen.

Netop stationens enorme brandbil med mere end 300 hestekræfter var det største trækplaster.

- De små syntes, det var sejt at sidde inde i bilen så højt oppe, få lov at tænde for blinket og trykke på alle knapperne. De større børn var mere interesserede i, hvad tingene kan bruges til, forklarer Rasmus Rasmussen.

Fuldt hus i Pandrup

Udover at få lov til selv at slukke ildebrande kunne børnene og deres forældre også høre virkelighedens ægte brandmænd fra Falck fortælle om arbejdet.

- Vi vil gerne give folk en forståelse af, hvad vi laver. For selv om man godt kan tro det, så er vi altså ikke supermænd, men bare helt almindelige familiemennesker som alle jer andre, siger Rasmus Rasmussen.

Falck-stationen i Pandrup har netop ansat to nye brandmænd, så der i alt er 16 kolleger. Men selv om stationen ikke selv mangler, er det altid godt at lokke nye folk til Falck, forklarer holdlederen.

- Det er kun fint, hvis vi kan hjælpe med at rekruttere folk til andre afdelinger.

Se alle billederne her: