Når Venstre 1. januar overtager formandsstolen i det nordjyske regionsråd, skyldes det ikke en gevaldig mængde ekstra Venstre-stemmer. Faktisk fik Venstre blot 53 stemmer flere end for fire år siden, svarende til en fremgang på beskedne 0,7 procentpoint.

Venstres nye post skyldes derimod, at Det Konservative Folkeparti gik markant frem - et plus på 7,3 procentpoint - og at Socialdemokratiet gik næsten lige så meget tilbage og fik 6,4 procentpoint mindre end i 2017.

Da mandaterne var fordelt, kunne den blå blok konstatere, at de rådede over lige akkurat de nødvendige 21 mandater, som et flertal i regionsrådet med 41 medlemmer kræver. Men: De 21 mandater var kun i hus, hvis man talte det ene mandat, som Dansk Folkeparti opnåede, med i regnestykket.

20 sikre blå mandater

For Venstre og Konservative var der ingen vaklen i geledderne - de ønskede et systemskifte og havde givet hinanden håndslag på, hvis flertallet skiftede, at støtte spidskandidaten fra det største af de to partier (i dette tilfælde Mads Duedahl) som formand. Nye Borgerliges holdning var der heller ingen tvivl om; partiets kandidater har fået indskærpet ovenfra, at konstituerer de sig med en rød politiker, er det eksklusionsgrund.

Dermed var, viste det sig ud på de små timer, 20 sikre mandater på plads.

Dansk Folkeparti - som med det ene og afgørende mandat kunne sikre flertallet - har ikke de samme bindinger. I Aalborg byråd havde den enlige DF’er, Kristoffer Hjort Storm, i de samme timer konstitueret sig med Socialdemokratiet og den røde blok (hvilket kostede resten af den borgerlige blok en tredje rådmandspost). Oven i købet kunne det i de sene nattetimer se ud til, at den selvsamme Kristoffer Hjort Storm kunne blive manden, der vandt partiets enlige mandat i regionsrådet også.

Det var, så det ud til, enten ham eller spidskandidaten Ib Madsen, der ville komme i regionsrådet.

Rød blok forsøgte med DF

Inden forhandlingerne i regionshuset var på plads, fik Dansk Folkeparti rent faktisk en føler fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten - tre af de partier, der støttede Ulla Astmans genvalg. DF blev spurgt, om de ikke ville komme og snakke med rød blok - uden tvivl et forsøg på at undersøge, om DF mod en passende betaling ville være med til at sikre Ulla Astman fire år mere.

Der kom imidlertid aldrig nogen snak ud af det.

Men DF har næppe undladt at nævne henvendelsen i forhandlingerne med Mads Duedahl og co. At et enkelt mandat og parti er tungen på vægtskålen og får en føler fra den anden side, øger dets muligheder for at få de poster i en konstituering, som man ønsker.

Imidlertid gik tilsyneladende ikke alt i forhandlingerne med de øvrige partier i blå blok, som DF’s spidskandidat, Ib Madsen, ønskede. Det blev registreret, at han i regionshusets gange meget opbragt sagde flere gange: “Jeg finder mig ikke i det”.

Vi mangler i skrivende stund at se, hvad de enkelte partier i flertalsgruppen på 21 mandater, herunder Dansk Folkeparti, har fået ud af at støtte systemskiftet i regionsrådet - udover at Mads Duedahl bliver formand og den konservative Pia Buus Pinstrup får  1. næstformandsposten. Det afventer nye forhandlinger, som først finder sted, når det står mere klart, hvilke kandidater i de forskellige partier der er valgt.