Nordjysk virksomhed hædret for trafiksikkerhed

Fredsø Vognmandsforretning blev i dag hædret af Rådet for Sikker Trafik da de modtog en pris for deres arbejde med at øge deres trafiksikkerhed.

Vi ser det gang på gang. Voldsomme ulykker på de danske veje med tunge lastbiler eller varevogne, der på grund af deres størrelse gør stor skade. Det kan være højresvingsulykker i byerne, eller lastbiler på motorvejene, der i et uopmærksomt øjeblik ikke har opdaget, at trafikken foran dem er gået i stå. 

Derfor mener Rådet for Sikker Trafik også, at ekstraordinært arbejde med at sikre trafikken på de danske veje skal hædres. Det gjorde de i dag på en trafiksikkerhedskonference, som de afholdt i samarbejde med Forsikring & Pension. 

Fredsø Vognmandsforretning ApS fra Nykøbing Mors vandt Sikker Trafik Erhvervprisen 2017. 

- Vinderen fortjener fuldt ud priserne, da de har stået bag initiativer, der gør erhvervskørslen mere sikker i Danmark. Det gavner os alle, når chauffører i tunge køretøjer er mere opmærksomme og kører efter forholdene, da det betyder, at uheld og ulykker kan undgås, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse. 

På konferencen deltog også Transport- Bygnings og Boligminister, Ole Birk Olesen (LA). Han mener også, at det øgede fokus på trafiksikkerhed bør hædres. 

- Jeg er meget optaget af, at vi har fokus på trafiksikkerhed hele vejen rundt - det vil sige både, når vi færdes i trafikken privat eller i medfør af vores arbejde. Det er selvfølgelig et delt ansvar at skabe forbedringer i trafiksikkerheden, hvor flere myndigheder og organisationer skal arbejde sammen. Derfor glæder det mig meget, at rigtig mange virksomheder arbejder målrettet med at forbedre trafiksikkerheden, siger Ole Birk Olesen. 

Juryen, der har valgt Fredsø Vognmandsforretning som vinder består af Rådet for Sikker Trafik, politiet, Forsikring & Pension samt DI. Du kan læse hele juryens begrundelse for at udnævne Fredsø Vognmandsforretning i boksen herunder. 

Se, juryens begrundelse for at hylde Fredsø Vognmandsforretning: 

Med sine 60 køretøjer repræsenterer Fredsø Vognmandsforretning ApS de mange mellemstore transportvirksomheder, der er i Danmark. 
 
Firmaet vinder Sikker Trafik Erhverv-prisen 2017, fordi ledelsen har udformet klare retningslinjer for, hvilken trafikal adfærd chaufførerne forventes at udvise i forhold til både andre trafikanter og kunder. Alle lastbiler har hastighedsbegrænsning på 82 km/t., og chaufførerne skal puste i en alkolås, før de kan starte lastbilerne. Med et elektronisk system holder firmaet øje med de ansattes kørsel og f.eks. hastighed, og medarbejderne kan via en app se, hvordan de kører i forhold til de øvrige chauffører.
 
Oplysningerne bruges som et vigtigt redskab for ledelsen til ugentlig dialog med chaufførerne. Resultaterne er ikke udeblevet. Mere trafiksikker kørsel, lavere forsikringspræmier, lavere udgifter til brændstof og vedligeholdelse og mindre pressede chauffører. Alt sammen er med til sikre, at der sker færre uheld og ulykker.
 
Fredsø Vognmandsforretning gør sig derfor fuldt ud fortjent til prisen som årets vinder af Sikker Trafik Erhverv-prisen.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

 


Seneste nyt

fra Nordjylland