Seneste nyt

fra Nordjylland

Underlig lugt af gas i genbrugsforretning hidkaldte beredskabet

Lørdag formiddag var der en besynderlig lugt af gas i en genbrugsforretning i Nykøbing Mors. Det fik personalet til at kontakte Nordjyllands Beredskab, som rykkede ud med seks brandfolk. 

Beredskabet begyndte at måle på adressen, men udstyret gav ikke udslag på gas. 

- Så vi formoder, at det var en træls dunst fra luftvarmepumpen efter længere tids brug, siger Henrik Gade Jespersen, der var indsatsleder på opgaven. 

- Vi havde fat i en servicetekniker, der sagde, at der sommetider kan komme en træls lugt fra den, og da vi ikke fandt andet, holder vi på, at lugten var fra den, siger indsatslederen.

Derefter blev luftvarmepumpen lukket ned, og på mandag kommer en servicetekniker og laver et eftersyn.  

- Det var en harmløs opgave i forhold til den melding, som vi fik, lyder det.