Seneste nyt

fra Nordjylland

33-årig spredte skræk og rædsel på motorvejen: Smadrede ind i andre bilister

To gange på kort tid spredte en nu 33-årig mand skræk og rædsel på E45.

Derudover mener politiet, at ham smadrede i påvirket tilstand ind i andre bilister, som endte med voldsomme kvæstelser. 

På det grundlag bliver den 33-årige blandt andet tiltalt for vanvidskørsel, når han efter planen møder i Retten i Aalborg torsdag.

Politiet mener, at manden 8. juni 2021 ved 20-tiden om aftenen kørte på nord på E45 ved Hinnerup. Han er tiltalt for umotiveret og uden varsel at have sejlet rundt mellem vognbanerne, så andre måtte undvige.

Det lykkedes også for nogle af de andre bilister, men på et tidspunkt bankede manden, ifølge politiets anklager, op bagi en forankørende bil, som snurrede rundt og endte totalskadet ude i nødsporet.

Påvirket af narko

Føreren af denne bil blev kvæstet og pådrog sig blandt andet et brækket kraveben, flere bøjede eller brækkede ribben og kvæstelser på sin ene arm.

Politiet mener, at manden både talte i håndholdt mobiltelefon under sin vilde kørsel, ligesom prøver efterfølgende viste, at manden var påvirket af det narkotiske stof GHB.

Senere samme måned, nemlig 25. juni 2021, mener politiet, at manden gjorde det hele endnu engang. Denne aften foregik det kort før kl. 23 om aftenen, og den 33-årige var igen på vej mod nord ad motorvejen.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Offer kvæstet for livet

Politiet mener, at manden kørte med op mod 180 kilometer i timen og blandt andet kørte ude i nødsporet og skiftede vognbaner i vildskab, før det gik helt galt.

Politiet var endda i hælene på manden med fuld udrykning, men nåede ikke at få ham standset, før han med høj fart bankede ind i en anden bilist.

Føreren af den anden bil blev alvorligt kvæstet i sammenstødet og fik blandt andet blødninger i kraniet og brud på brysthvirvelsøjlen med rygmarvsskade og lammelse af ben og delvis lammelse af en arm. Bilisten står i dag med varige mén efter ulykken.

Ifølge anklageskriftet i sagen var den 33-årige ved denne ulykke påvirket af stofferne Alprazolam kombineret med Zopiclon.

Det fremgår ikke på forhånd, hvad den 33-årige mand siger til de alvorlige anklager i sagen.