Seneste nyt

fra Nordjylland

Brækket hånd, brystben og ribben på tre-årig - alligevel blev mor og partner frifundet

Barnet er blevet tvangsfjernet.

Blodunderløbne mærker på bryst, ryg, arme og ben. Brud på to ribben. Mulige brud på to andre ribben. Brud på brystbenet og et brud på en knogle på højre hånd.

Der var bevis nok for vold mod et tre-årigt barn, der nåede at fylde fire år, mens mishandlingen stod på. 

Men ganske opsigtsvækkende er barnets 33-årige mor og morens 34-årige mand frifundet for tiltalen om vold mod barnet.

Det oplyser sagens anklager, Anne Thyrrestrup, til TV2 Nord.

- Det var ikke det udfald, vi havde forventet, lyder hendes reaktion, og kalder sager som denne "bevismæssigt svære", men:

- Vi havde jo ikke rejst tiltale, hvis ikke vi troede på, at der kunne falde dom, siger anklageren.

I anklageskriftet mod parret om mishandling af "særlig rå, brutal og farlig karakter" fremgår det, at volden tog sin begyndelse i januar 2021 og stod på frem til september samme år.

Kunne ikke dømmes

Politiet mener, at moren og hendes mand har slået og sparket drengen på armene, benene og i hovedet, og at det er årsagen til en lang række skader, som drengen har vist sig at have haft.

Der var sådan set ikke tvivl om, at barnet var blevet udsat for vold, men retten kunne ikke bevise hvem, der havde udført den.

Og derfor kunne parret ikke dømmes:

Derfor kan de frifindes

I en lignende sag, hvor der på tragisk vis var dødelig udgang på volden, blev et forældrepar frifundet ved Retten på Frederiksberg.

Parrets børn blev født i juli 2020, og forældrene var tiltalt for i månederne efter fødslen at have udøvet grov vold mod den ene datter og grov vold med døden til følge mod den anden.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det har dog ikke været muligt at placere ansvaret hos hverken en eller begge forældre.

Retten mente, at der ikke kunne være andre end forældrene, som stod bag volden, men årsagen til frifindelsen af dem begge er fordi der ikke var flertal både blandt de juridiske dommere og nævninger. Og det var der ikke.

Altså er sagen endt, så forældrene med én nævnings stemme undgår at blive dømt for volden.

Hvis et nævningeting skal kende en person skyldig, kræver det ifølge retsplejeloven, at mindst to juridiske dommere og mindst fire nævninger stemmer for at kende personen skyldig.

Kilde: JP.dk

- Retten lagde til grund, at de ikke kunne sige hvem. Om det var den ene, den anden eller dem begge, der havde udøvet vold. Og derfor kunne de ikke dømmes, siger anklageren om sagen, der har strakt sig over fem retsdage.

Anne Thyrrestrup fortæller, at hun nu skal have læst præmissen for dommen, inden hun tager stilling til en eventuel anke af dommen.