Seneste nyt

fra Nordjylland

Partier vil genåbne aftale om minkerstatninger: - Det er en skandale med skandale på

To partier ønsker nu at genåbne den aftale om erstatning til minkavlerne, som blev indgået i 2021.

Radikale og SF nikkede selv ja til aftalen, men nu er meldingen en ganske anden.

- Det er da noget, vi bliver nødt til at drøfte politisk og se, om ikke det bør give anledning til en justering af den oprindelige aftale, siger Radikales Christian Friis Bach.

Det sker, efter en erstatnings- og taksationskommission har vurderet, at prisen på et minkskind realistisk set er 86 kroner mindre end først antaget.

Sådan skriver mediet Zetland på baggrund af et lækket dokument.

quote Den aftalte skindpris, som vi blev enige om politisk, ligger til grund for den erstatning, som allerede er udbetalt

Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Venstre

Derfor bør man beregne erstatningen ud fra en pris på 247 kroner i stedet for 333 kroner, lyder konklusionen fra kommissionen.

Og det er denne udmelding, der nu får Radikale og SF til at ville genåbne aftalen.

- Det er jo en skandale med skandale på, siger Radikale Venstres fødevareordfører, Christian Friis Bach, til Zetland.

Fødevareordfører for SF Carl Valentin ønsker også at genåbne aftalen.

- Jeg håber, at det kan være med til at skabe noget momentum for, at vi rent faktisk kan få ændret på den her aftale, siger han til Zetland.

Minister står fast

Selv om to partier nu vil have kigget erstatningen til minkavlerne efter i sømmene, så tror minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) fortsat på, at aftalen er den rigtige.

- Den aftalte skindpris, som vi blev enige om politisk, ligger til grund for den erstatning, som allerede er udbetalt i forskud til minkavlere og i de første sager om endelig nedlukningserstatning, skriver han til mediet Zetland.