Sådan finder skoleelever ro

Løgstør Skole er ifølge rektor den eneste skole, som tilbyder støjreducerende hovedtelefoner til alle klasser.

I 90 procent af skoleklasserne er der langt mere larm end der burde.

Men du skal ikke gå længe rundt, før du ser den første elev med et par af de nye støjdæmpende hovedtelefoner på Løgstør Skole. 

De er nemlig hurtigt blevet populære blandt skolens elever. 

Det gælder også Dicte Sølund Dolleris og Vega Lykke Dalgaard Olesen, som begge går i 4.B på Løgstør Skole.

Det geniale består i at de stadig kan høre læreren klart og tydeligt.

I juleferien monterede skolen støjreducerende hovedtelefoner i stort set alle klasselokaler - også lokaler som billedkunst og hjemkundskab. 

Larmende drenge

Larm og uro har nemlig længe været et problem i klasselokalerne.

Ifølge en undersøgelse fra 2021 af Astra og Institut for Miljø- og Ressourceteknologi på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, har ni ud af ti klasser et lydtryk på over 60 decibel.

Det er over det anbefalede maksimum på 50 decibel i et klasselokale.

- Blandt andet drengene kan godt larme lidt - især når vi har vikar. Så er det meget rart, at man lige kan tage dem her på, mens lærerne også kan tale til en, fortæller de to piger fra 4.B. 

I hvert klasselokale er der fem par, som eleverne skal deles om. 

I starten blev de tildelt nogle bestemte elever i klassen, men nu er de tilgængelige for alle, og kan både bruges inde i klassen og ude på gangen. 

- Når vi for eksempel laver gruppearbejde, vil alle gerne overdøve hinanden. Det er meget rart, at man kan have dem på og kun høre, hvad ens egen gruppe siger, og ikke hvad alle andre snakker om, siger Vega Lykke Dalgaard Olesen. 

- Det er en stor satsning

Skolen har tidligere brugt høreværn, som kun lukkede 30 procent af støjen ude.

De nye hovedtelefoner lukker derimod 82 procent af støjen ud. 

Ifølge rektor er Løgstør Skole indtil videre den eneste, som har støjdæmpende hovedtelefoner i alle klasser, undtagen specialklassen, hvor der er andre behov. På andre skoler mener han, at man kun bruger hovedtelefonerne til enkelte elever. 

Men det har heller ikke været billigt. 

- Det er en stor satsning, vi har gjort os. Det er ikke gratis det her udstyr. Vi har haft et tæt samarbejde med Bubbles i forhold til, at de har udviklet deres produkt, så det kan nok, lyder det fra rektor Klaus Toft.

Klaus Toft er rektor på Løgstør Skole.
Klaus Toft er rektor på Løgstør Skole.
Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord

Kommunikation med læreren

Det er firmaet Bubbles som står bag produktionen af hovedtelefonerne og har udviklet på dem, så de passer til behovet på skolerne. 

Hvert sæt er koblet sammen med en mikrofon og et styresystem, så læreren kan kommunikere enten med den enkelte elev eller alle dem, som har hovedtelefonerne på.

Og det har vist sig at være en gave for både elever og lærere. 

- Selvfølgelig kommer der mere ro på dem, der har dem på, og de får mere ro omkring sig. Men jeg oplever også, at der kommer mere ro på klassen omkring dem, pointerer Michael Abildgaard, lærer på Løgstør Skole. 

Michael Abildgaard nyder især godt af hovedtelefonerne, når han i starten af timen gennemgår opgaverne.
Michael Abildgaard nyder især godt af hovedtelefonerne, når han i starten af timen gennemgår opgaverne.
Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord

Ifølge ham er alle dog ikke lige glade for hovedtelefonerne. 

- Vi oplever lidt, at vores ældste elever godt kan føle sig lidt udstillet med dem på, mens vores yngste gerne vil have dem på. 

I 4.B kunne Dicte Sølund Dolleris og Vega Lykke Dalgaard Olesen da også godt tænke sig endnu flere. 

Ikke et par til alle, men måske samlet 10 i klassen. 

- Vi vil nok komme til at bruge dem meget, når vi laver gruppearbejde, og når man sidder på sin plads, og læreren kan snakke til en.


Seneste nyt

fra Nordjylland