Seneste nyt

fra Nordjylland

Nu kommer millionerne til fyrede slagterimedarbejdere

800 slagterimedarbejdere mistede deres job, da Danish Crown valgte at lukke slagteriet i Sæby i juni 2023.

Flere er siden kommet i job, men nu kommer der yderligere hjælp fra EU, som skal hjælpe kommunerne med omskoling, opkvalificering og hjælp til jobsøgning af de tidligere slagterimedarbejdere. 

Og nu er forslaget med 23 millioner kroners hjælp vedtaget. Det skriver Nikolaj Villumsen (EL), medlem af Europa-parlamentet på X. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligere har et andet medlem, Marianne Vind (S) af parlamentet talt varmt om forslaget.

- Det er en stor tragedie, at Danish Crown lukkede i Sæby. En masse dygtige medarbejdere er blevet opsagt. EU skal hjælpe dem videre med omskoling, uddannelse og hjælp til jobsøgningen, har hun tidligere sagt til TV2 Nord. 

Tidligere i april meldte Danish Crown endnu en lukning af et slagteri ud. Denne gang gik det udover det i Ringsted, og lukningerne er et problem, som EU har været med til at skabe, mener Marianne Vind. 

- Problemet er, at EU tillader dyretransporter i helt op til 24 timer. Det gør det nemt at eksportere grise til lande med langt ringere løn- og arbejdsvilkår, samtidig med at dyrene lider forfærdelig overlast undervejs. EU kunne jo bare sikre, at grisene bliver slagtet tættere på gården. Det er win-win for både lokale jobs og dyrevelfærd, sagde Marianne Vind tidligere.