Beskidte svin: Flere grise med ætsninger og alvorlige skader hos svinebonde

Svineproducenten er dog ikke enig i Fødevarestyrelsens kritik.

Ætsninger i huden, beskadiget væv og underhud, samt pletvise blødninger.

Det er blot nogle af de ting, som Fødevarestyrelsen har konstateret hos den nordjyske svineavls virksomhed ASJ-Grise i Dronninglund.

- Dyrene var fuldstændigt sorte på grund af skidt, der sad som et ”panser” overalt på kroppen. 

Dette er blot en af flere bemærkninger, som Miljø- og Fødevarestyrelsen er kommet med i en kontrolrapport. 

38 svin med skader

Fødevarestyrelsen konstaterede 16. november 2023, at reglerne om dyrevelfærd ikke var blevet overholdt i forbindelse med en leverance af slagtedyr fra den nordjyske virksomhed. 

Kontrollen blev foretaget på slagteriet Tican Meat, hvor man observerede et slagtesvin med alvorlige ætsninger på skinker og ryg, mens man også fandt spredte blødninger og vævsbeskadigelse i grisens hud, underhud, fedtvæv og muskulatur i et område på cirka 70 gange 30 centimeter. 

Derudover blev der ved kontrollen observeret 37 slagtesvin fra samme besætning med ætsninger på skinkerne og vævsbeskadigelse i grisenes hud og underhud. 

Fødevarestyrelsen har vurderet, at ætsningerne på grisenes kroppe skyldes vævsirritation på grund af indtørret skidt. 

Derfor har styrelsen vurderet, at dyrene ikke er blevet behandlet forsvarligt.

Kontrollen har medført at svineavleren selv skal betale for de opfølgende kontroller, som Fødevarestyrelsen laver.

Ikke enig i kendelsen

En kontrol, der ifølge svineproducenten selv, Lars Jensen, koster 1.495 per påbegyndte kvarter. 

- Så det kommer jo an på, hvor omfattende kontrolløren vil være, pointer han.

Det er dog ikke pengene, som betyder noget for Lars Jensen.  

- Det er træls, for jeg føler slet ikke, de har lyttet til mig, konstaterer han. 

Ifølge svineproducenten stammer grisenes skader fra transporten til slagteriet. 

- Det var en ny chauffør, der hentede grisene tidligt om morgen. Jeg lagde godt mærke til, at han havde nogle problemer med at lukke rummene, og at han brugte lang tid på at læsse dem, forklarer han. 

- Jeg tænkte ikke videre over det, før jeg modtog det fra fødevarestyrelsen, og det kunne jeg slet ikke nikke genkende til. 

Men hvis du så, chaufføren døjede med at læsse, har du så ikke et ansvar for at sige noget, så grisene ikke får en dårlig transport? 

- Jo, det kan man sige. Jeg ville ikke blande mig for meget i momentet, da en ny chauffør jo også skal have chancen, men jeg kan godt se bagefter, at jeg skulle have reageret, understreger Lars Jensen. 

quote Dyrene var fuldstændigt sorte på grund af skidt, der sad som et ”panser” overalt på kroppen.

Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen skriver dog i kendelsen, at skaderne ikke kan være kommet fra trykning under transporten, da en sådan skade typisk vil give afgrænsning af et organ eller en legemsdel.

- Min dyrlæge er uenig med dem her, han mener godt, skaderne kan stamme fra transporten, hvis nu for eksempel, der er blevet lukket for mange grise sammen i rummene, 

Lars Jensen er desuden meget chokeret over Fødevarestyrelsens notat om, at grisene skulle være meget beskidte. 

- Grisene kommer fra en fuldspaltestald, hvor der aldrig er gødning på spalterne, og størstedelen af grisene stod i stalden, da chaufføren kom. Der stod mellem 50 og 60 grise på marken, og de var lidt træls fugtige, da det regnede, men det er det, understreger han. 

- Så det er en decideret løgn. 

Svarer på kritikken 

I forhold til Lars Jensens kritik skriver Fødevarestyrelsen i et skriftligt svar til TV2 Nord. 

- Fødevarestyrelsens konstaterede i forbindelse med slagtning af godt 200 grise fra ASJ Gris ApS tilbage i november sidste år, at flere af landmandens dyr havde ætsninger, fordi dyrene havde et indtørret lag af gammelt skidt over hele kroppen. Det er en klar overtrædelse af dyrevelfærdsloven, og derfor fik landmanden en indskærpelse - en advarsel om, at forholdet ikke er acceptabelt og skal rettes op. 

- Besætningsejeren valgte siden at klage til Nævnenes Hus over Fødevarestyrelsens indskærpelse. Nævnenes Hus gav i begyndelsen af april Fødevarestyrelsen fuldt medhold i, at det var korrekt at give en indskærpelse. Da der ikke er yderligere ankemuligheder, er sagen derfor afsluttet, skriver Fødevarestyrelsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland