Her er ikke noget højloftet, hvidkalket kirkerum. Her er ingen umiddelbar fornemmelse af helligdom. Her er ingen altertavle, ingen Jesus på korset, ingen kirkebænke, intet orgel.
Men Gud er her alligevel, lige her i mørkegrønt telt under en skoldende hed afrikansk himmel i den krigszone, der er Mali.
Han er her i form af en uniformsklædt præst med en enkel stola om halsen og en gudstjeneste, der kan afvikles fra en kuffert og en projektor. Hans prædiken begynder ikke med en lignelse fra Bibelen, men med en historie om Rasmus Klump og hans venner, der er ude at gå en tur og farer vild.
- De ved ikke, hvordan de skal komme hjem igen. Men det viser sig, at de har blyant og papir, og Rasmus Klump får den idé, at de bare kan tegne et kort og sætte et kryds, der hvor hjem er. På den måde er det ikke noget problem at finde vejen igen.
Sognepræst Thomas Uth vender sig fra billedet på det hvide lærred og får øjenkontakt med menigheden foran sig.
- De diskuterer så, om de ikke kan sætte krydset lidt tættere på, så der ikke er for langt at gå,” fortsætter han sin prædiken med et skævt smil og høster en spredt latter fra rækkerne.
- Men der er en dyb lighedstegning i den historie. Der ligger nogle store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg?