Kort Nyt

Aalborg Håndbold henter svensk landsholdsspiller - og mister samtidig en

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er kommet en tidlig julegave til aalborg fansene i år.

Aalborg Håndbold henter nemlig den 21-årige stregspiller Felix Möller fra sommer 2024. Det offentliggør man på sin hjemmeside.

Det unge stregtalent kommer til klubben fra svenske IK Sävehof på en treårig aftale.

Dog må aalborgenserne samtidig sige farvel til svenske Jesper Nielsen til sommer efter tre sæsoner. 

- Felix har allerede vist høj klasse, og det er ingen hemmelighed, at der var stor interesse for ham fra flere europæiske topklubber. Vi er derfor rigtig glade for, at han har valgt os ud fra den vision og de drømme, vi har i Aalborg Håndbold, udtaler direktør Jan Larsen.

Trods sin unge alder har Möller stor international erfaring.  Han har ligeledes allerede fået debut på det svenske A-landshold efter at have været anfører for U21-landsholdet. Stregspilleren står således noteret for 14 A-landskampe og hertil 10 scoringer. Samtidig er han lige nu i den svenske EM-trup, hvor der netop er blevet offentliggjort 35 navne.  

- Først og fremmest glæder jeg mig meget til de nye udfordringer. Jeg har hørt rigtig godt om klubben fra blandt andet tidligere spillere, og det bliver spændende at prøve kræfter med en europæisk topklub som Aalborg Håndbold. Jeg har fulgt klubben i flere år og ser meget frem til at blive en del af holdet til sommer, konstaterer Felix Möller.

Farvel til Jesper Nielsen

En svensk landsholdsspiller kommer, og en forlader. Stregspiller Jesper Nielsen forsvinder nemlig til sommer, hvor unge Felix Möller kommer. 

- Jeg er rigtig glad for at være i klubben, og det er derfor trist at skulle sige farvel til sommer. Jeg forventer, jeg snart er klar til at træde ind på holdet igen og bidrage i jagten mod flere medaljer, inden jeg siger farvel efter sæsonen, udtaler Jesper Nielsen.

Flere tog aflyst med signalfejl

For anden gang på få dage giver signalfejl hos Banedanmark udfordringer for de nordjyske togpassagerer.

Togdriften er nemlig endnu en gang indstillet flere steder i Vendsyssel. Det skriver Banedanmark på X.

Det er mellem Hirtshals-Hjørring og Frederikshavn-Strandby, at der ikke kører toge. Der er dog indsat togbusser i stedet for.

Forventningen er lige nu, at togdriften vil være indstillet frem til klokken 22 i aften.

Var løsladt i få timer: Så begik 27-årig røveri

I den seneste måneds tid har Nordjyllands Politi haft travlt med at sætte efter en 27-årig mand.

Han har nemlig begået ikke mindre end syv forskellige forbrydelser, som tæller blandt andet tyveri og hærværk. Faktisk blev han løsladt fredag formiddag - for blot et par timer senere at begå røveri i et supermarked i midten af Aalborg.

Det sidste blev dråben for politiet og anklagemyndigheden, som valgte at sende ham i grundlovsforhør. Det fortæller Mette Bendix, anklager hos Nordjyllands Politi.

- Røveriet indebar, at han forsøgte at stjæle to øl fra supermarkedet. Da han blev opdaget, kaster han en af dåsene mod en ansat. Så han er også sigtet for vold, fortæller hun.

Ved Retten i Aalborg blev den 27-årige mand varetægtsfængslet i knap fire uger, men han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen.

Tæt på fiasko: Aalborg Håndbold sniger sig videre efter cup-sejr

Aalborg Håndbold havde lørdag svært ved at finde melodien med Nordsjælland Håndbold.

I sæsonens første kamp, onsdag i Super Cuppen mod GOG, fik Aalborg Håndbold til sidst sejren med hjem, selvom det holdt hårdt.

Lige så hårdt holdt det, da holdet var taget til Hillerød for at spille mod Nordsjælland Håndbold i ottendedelsdelsfinalen i Santander Cup.

Men det var en kamp, der længe kunne gå begge veje, men som endte med en Aalborg-sejr på 28-30.

Første halvleg begynder med skiftende føringer til holdene på maks et mål, og det er Nordsjælland, som slutter halvlegen med at være foran med 15-14.

Anden halvleg bliver det kun være for Aalborg, som hurtigt kommer bagud med hele fire mål. Aalborgenserne får herefter sammensat en god stime på fem mål i træk og tager en 1-måls føring.

Føringen er dog væk med lidt over et minut tilbage af kampen ved stillingen 28-28. Aalborg har den sidste kynisme og får sat to afgørende scoringer ind.

Dermed er holdet klar til kvartfinalerne i Santander Cup. Her kender man endnu ikke modstanderen, men næste modstander er Ribe-Esbjerg, når Herre Håndbold Ligaen begynder 7. september. Herefter står den på Champions League mod Nantes.

Nu er 360 meter langt skib kommet i havn

Med en ganske stor følge af slæbebåde har det kæmpe store skrotskib FPSO Fluminense været på vej til Frederikshavn i over tre måneder.

Lørdag eftermiddag lykkedes det imidlertid at få skibet til havnen. Det fremgår af Vesselfinder.

Det brasilianske skib er 360 meter langt, og det var med lidt drama, da skibet nærmede sig Frederikshavn. For først i sidste uge blev der landet en aftale mellem skrotværftet MARS og Frederikshavn Kommune om, at FPSO Fluminense kunne ligge i Frederikshavn.

Det er den største ordre i MARS' tid i Frederikshavn, når det kæmpe store skib skal skrottes.

Fuld mand lavede hærværk på politibil

Ligesom mange andre markeder fylder festen og alkoholen også på Brønderslev Marked.

For en 18-årig mand var der formentlig kommet lige lovlig meget indenbords, da han ved midnatstid begik hærværk på en politibil.

Han valgte nemlig at sparke til sidespejlet, indtil det faldt af, men vidner kunne udpege ham, da patruljen var væk fra bilen.

- Han blev anholdt og har fået lov til at sove rusen ud inde hos os, og så er han løsladt igen, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

Der venter nu en bøde og en hærværkssag til den 18-årige mand.