Axel på ni træner amerikansk fodbold i Aalborg - drømmer om at spille i USA
- Mit mål er at komme på et college-hold, siger Axel Gregersen.
50 børn og unge træner i disse dage tacklinger, løbemønstre og spark til sommerskole hos AaB 89'ers.
Den nordjyske ydmyghed er tydelig, når ni-årige Axel Gregersen skal vurdere sine egne evner som football-spiller.
- Jeg vil sige, jeg er god nok.
Bag det nedtonede klap på sin egen skulder gemmer der sig dog en dreng, der bedre end de fleste voksne forstår at håndtere den aflange bold med de spidse ender.
- Jeg synes, det er sjovt, fordi jeg næsten har gået og kastet med en amerikansk fodbold hele mit liv, forklarer Axel Gregersen.
Han er den yngste deltager blandt de cirka 50 børn og unge, der i denne uge deltager i AaB 89'ers sommerskole hvor man kan lære at spille - eller blive bedre til at spille amerikansk fodbold.
Træner med amerikanske trænere
Finn Brandsen er formand i AaB 89'ers og arrangør af sommerskolen hvor de 50 deltagere lærer at tackle, løbe, kaste og sparke, som man skal, når bolden er aflang fremfor rund, og når målet ikke har en overligger. Men der er også et større formål:
- Vi vil rigtig gerne være med til at udvikle amerikansk fodbold - specielt her i Nordjylland, men egentlig i hele landet, forklarer han.
Jeg blev lokket med til fodboldtræning og troede, at det var almindelig fodbold. Så jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg trådte ind i det omklædningsrum
Finn Brandsen, formand, AaB 89'ers
Niklas skal på college
De unge mennesker bliver trænet af både danske og amerikanske trænere og for Niklas Koch, der er én af de ældste deltagere på sommerskolen, er det ikke kun for sjov, han træner.
- Jeg har styr på det hele og prøver at se, hvordan de amerikanske spillere træner og bliver trænet derovre.
Når sommerferien er slut, flytter han nemlig til USA i et år for at gå på college - og spille football.
- Jeg følte det kunne være en god måde at udvikle mig selv med sporten - og så vil jeg gerne se, hvor langt jeg kan komme med det, siger Niklas Koch.
- Mit mål er selvfølgelig at komme i NFL, men lige nu tænker jeg bare på at komme på college. Jeg tager det, som det kommer - et skridt ad gangen.
Vejleder om college-ophold
Sommerskolen er arrangeret sammen med ThunderExchange, der arrangerer udveksling i USA. Som en del af sommerskolen kan man også blive vejledt i de muligheder, der er for at rejse på tværs af atlanten på et udvekslingsophold. Såden et var Finn Brandsen fra AaB 89'ers selv på - og det var her, han blev bidt af sporten.
- De kommer hjem som en helt anden person. De har lært en masse om sig selv. Det at være hjemmefra i et helt år, bo hos en fremmed familie i en fremmed kultur - det at skulle indordne sig.
Finn Brandsen husker, at opholdet også gav et helt unik indblik i kulturen omkring amerikansk fodbold:
- Jeg blev lokket med til fodboldtræning og troede, at det var almindelig fodbold. Så jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg trådte ind i det omklædningsrum. Og jeg vil sige, at lige siden har jeg været bidt, fortæller han.
Axel drømmer om college-football
Også Axel Gregersen har et ophold i USA på sin ønskeliste:
- Mit mål er at komme på et college-hold, lyder det fra den ni-årige spiller, der allerede har styr på, at college-football, der kan betragtes som rugekasse til den bedste liga i verden, NFL, er populært.
- Der er mange mennesker, der ser det på TV, og man spiller på et stort stadion, hvor der er mange mennesker, forklarer Axel Gregersen.
Gik verden rundt med jubelscene
Når tiden kommer og Axel Gregersen skal sende sin ansøgning til USA, kan det i øvrigt være, han skal medsende en video af sig selv som fire-årig i 2016. Her gik han nemlig både Danmark og verden rundt med en jubelscene fra fodboldturneringen Vildbjerg Cup. Den video kan du se her: