Bankansatte leger julemænd for en dag og donerer musik til syge børn
Foto: Daniel Mikkelsen / TV2 Nord
Hvad gør du, hvis din arbejdsgiver stiller en stor pose penge foran dig og siger, at du kan give dem til et godt formål, som du helt selv bestemmer. Den positive udfordring har medarbejderne i Spar Nord fået - og de var ikke tvivl om, hvad penge skulle bruges på.
4-årige Alida Stuk har ventet spændt hele morgen. I dag sker der nemlig noget særligt på børnekræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
- Det er helt fantastisk. Alida elsker musik og dans, så vi har glædet os, siger Alidas mor Kristine Stuk.
- Lige så snart der er musik, så glemmer man, at man er syg
For Alida Stuk og hendes familie kender det alt for godt. Når man som Alida er indlagt med kræft på sygehuset, har man brug for, at hverdagen indimellem handler om andet end leukæmi.
- Lige så snart der er musik, så glemmer man, at man er syg. Så danser hun hele dagen, siger Kristine Stuk om sin datter.
Foreningen MusikBeRiget giver koncert på børneafdelingerne i Hjørring og her i Aalborg, hvor de spiller musik fra filmen Frost og Rasmus Seebach, som tydeligt falder i børnenes smag. Selvom det ikke er sæson for nissehuer, så har de bankansatte i Spar Nord fået lov til at være julemænd for en dag.
Bank vil være mere nærværende
- Banken har besluttet, at vi skal have sat fokus på at være mere nærværende og gøre noget godt, siger Stinne Bagger, der er forretningsudvikler indenfor service i Spar Nord.
Som et nyt initiativ, der bliver kaldt Det Lokale Løfte, giver SparNord medarbejderne i alle afdelinger lov til at støtte et lokalt formål, som banken betaler for. Medarbejderne i kundeservice har valgt at give koncerter på børneafdelingerne på sygehusene i Hjørring og Aalborg, og flere af medarbejder fra kunderservice er selv taget med ud på børneafdelingerne for at høre koncerterne.
- Personalet her på sygehuset har stået herude på gangen og har nynnet med og har kunnet høre ungerne komme med glade hvin. Musik kan jo noget særligt, siger Stinne Bagger.
Se det rørende indslag fra børneafdelingen her:
Musik kan noget særligt
4-årige Annika Tang og hendes far Anders er enige i, at musik kan noget særligt. Annika har halvandet år tilbage af sin kræftbehandling, og hun har ikke mulighed for at gå i børnehave, og det savner hun. De kommer ofte på sygehuset, og de har glædet sig til koncerten.
- Det giver et afbræk fra vores hverdag. Det giver noget positivitet. Annika har glædet sig hele morgenen til at høre koncerten, siger Anders Tang.
Børnene og deres forældre er vant til, at der kommer forskellige foreninger på afdelingerne for at forsøde tilværelsen for de indlagte familier. Men indslag med musik er favoritten.
- Det er en stjernestund for os, siger Kristine Stuk.
Medarbejderne i andre afdelinger af Spar Nord har doneret penge til blandt andet Børnehaven i Godthåb, Kreaheltene/Legeheltene, U17 Mors Thy håndbolddrenge, Schæfer hundeklubben, Julehjælpen og Hjallerup Gymnastikforening.