Seneste nyt

fra Nordjylland

Bevæbnet med vinkelsliber: Spilleautomater rippet for mønter

Nordjyllands Politi skulle ikke bruge lang tid på at få stoppet to tyveknægte, der havde været på rov i Nørresundby. 

Onsdag aften satte en gerningsmand sin makker af uden for en beværtning i Nørresundby. Makkeren knuste en rude ind til nogle spilleautomater, før han skar to af dem op med en vinkelsliber og lagde gevinsten af mønter og poletter i en taske.

Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten. 

Indbrudstyven blev herefter samlet op i bil, og de to medsammensvorne kunne køre fra stedet, men de var ikke længe på fri fod.

Politiets hundepatrulje ankom til stedet, og sporet stoppede selvfølgelig der, hvor gerningsmanden blev samlet op. 

Men så stoppede heldet også for de to tyve. Videovervågning gav efterforskningen et skub, og en patruljevogn mødte kort tid efter gerningskøretøjet i Aabybro. 

Her blev bilen bragt til standsning. Koster og indbrudsværktøj blev fundet i bilen, og de to formodede gerningsmænd blev sigtet og anholdt.