3. september 1980. Dirch Passer skal optræde Tivolirevyen i Glassalen, som han har gjort så mange gange før. Aftenen forinden har han på scenen fået et ildebefindende. Han faldt om, blev bragt til Hvidovre Hospital og fik konstateret, at alt var okay. Han er klar til endnu en forestilling. En forestilling, der aldrig kom i gang.

Dirch Passer faldt endnu engang om, og han rejste sig ikke igen. På Københavns Kommunehospital blev han om aftenen klokken 21.20 erklæret død.

Danmark havde mistet et ikon. Et komisk geni var gået bort kun 54 år gammel. Tivolirevyen aflyste resten af sæsonen mens landesorgen bredte sig over Danmark.

Sorgen ramte også Passers familie. Hans yngste datter Josefine Passer er kun 14 år gammel, da hendes far dør.

- Han var min bedste ven, han var min far, han var min livline. Halvdelen af Danmark gik i chok, da han døde, og det gjorde jeg også. Jeg skreg og skreg, fortælle Josefine Passer.

- Der stoppede min barndom nok faktisk, den aften. Og jeg stoppede med at have et hjem. 

Den mest regelrette kunstner

Hun er i dag 51 år gammel, og har de sidste syv år boet i Nørresundby. I tre programmer på TV2 Nord Salto fortæller hun historien om sit eget liv, og sin egen historie om sin berømte far.

Han var kendt og elsket, og efter hans død er han hverken gemt eller glemt. Hans mange film genudsendes stadig flittigt og hans liv er skildret i både biografier, film og senest i en musical. Oftest med fokus på Dirchs forbrug af damer og alkohol.

- Jeg synes, den er lidt letkøbt, siger Josefine Passer om den vinkel mange har anlagt i skildringen af hendes fars liv.

- Han var nok den mest regelrette kunstner, og han drak aldrig nogensinde før han gik ind på en scene, fortsætter hun.

- Jeg ved også, at de sidste år, der tyllede han ikke. Han løb ikke rundt med en whiskyflaske under armen, og jeg bliver småirriteret og harm, når de personer, der kalder sig hans venner står og hælder en whiskyflaske ud over hans grav på hans fødselsdag. Jeg tænker, at havde han levet i dag, så havde han været totalt fan af Joe and The Juice og grøntsagssmoothies. 

- Alene i 1960 indspillede han ni film. Fem over sommeren. Hvis du konstant løb rundt i en kæmpebrandert, ved du hvad. Det går bare ikke, siger Josefine Passer, der nu fortæller sin historie.

- Jeg er ikke blåøjet og livet er ikke kun rosenrødt. Det er de anekdoter, jeg har skrevet, heller ikke, men de er skrevet ud fra kærlighed af en datter, der har dyb respekt for begge sine forældre, det de stod for og de fantastiske gener, der har foræret mig. De har givet mig viden, kærlighed til livet, kærlighed og ordentlighed, kærlighed til alle de ting, der var væsentlige for dem, og som også er blevet væsentlige for mig, fortæller Josefine Passer.

Introvert sammen med far

Josefine Passer kommer til verden 13. januar 1966 som datter af Dirch og Hanne Passer. Dirchs ældste datter Dorte blev født godt 15 år tidligere, da han var gift med Sigrid Horne Rasmussen, og Josefine vokser således op som enebarn. 

- Jeg er ufatteligt introvert. Det har jeg altid været – lige siden jeg var barn. Jeg er vokset op blandt voksne, mine bedsteforældre og min mor og far. Min pragtfulde nabo, de havde en datter, der var få år ældre end mig. Annette hed hun. En pragtfuld person og en pragtfuld familie, der har en plads dybt i mit hjerte. Hun var den eneste rigtige ven, jeg havde, da jeg var bittelille, fra jeg var to år, da vi flyttede dertil. Ellers har jeg altid bare været omgivet af voksne mennesker, og jeg har elsket det fortæller Josefine Passer, der ikke var ene om at være introvert derhjemme.

- Vi var faktisk altid stille sammen Nogle af de allerbedste stunder, jeg havde med min far, da jeg var en lillebitte ’nøws’, det var oppe i min mors og fars kæmpestore grønne seng, når han skulle ligge og meditere på den måde, han nu gjorde det på.

- Det er det ultimativt mest elskelige billede af min far for mig. Jeg ved, at der lå han bare og havde det godt. Han ligger i sengen og læser en god bog og lader op. Så kunne jeg lægge mig helt ind til ham, helt ind i armhulen og lytte til hans hjerte eller lytte til at han trak vejret og læse med i hans bøger. Når vi gik ture, så var det også bare min lille hånd i hans store hånd, og så gik vi. Vi behøvede ikke tale sammen. 

Josefine Passer fortæller i det første af de tre programmer, som du kan se over denne artikel, også om hvordan hun blev sendt i børnehave på Kongens Nytorv i København, fordi Dirch gerne ville have, at familien var så almindelig som muligt. Efter bare en enkelt dag i børnehaven blev den idé dog lagt på hylden. Dirch Passer spurgte hende, da han kom hjem fra optagelser om eftermiddagen, hvordan dagen havde været.

- ”Jamen far, der var jo fyldt med børn,” sagde jeg. Det var totalt grænseoverskridende for mig, og jeg kunne slet ikke overskue at være sammen med så mange børn hver dag. Jeg var blevet sindssyg i mit hoved. Så fik jeg en krammer, og så sagde han: ”Jamen, så fik vi afprøvet det, og så synes jeg bare du bliver hjemme fra nu af, og hygger med mormor.”

Har aldrig haft et voksengen

Den lille familie boede i et ambassadekvarter på Østerbro. Josefines mor Hanne, der var bladtegner på Politiken, da hun mødte Dirch, var blevet modedesigner med to butikker i København. Det kostede, og Dirch knoklede for at tjene penge til husholdningen og Hannes butikker. Ingen af dem havde kontrol over økonomien.

- Min far var omgivet af mennesker, der tog sig af voksentingene. Der var sekretærer, revisorer og der var min mormor og morfar. De kunne tage sig af alle voksentingene derhjemme. For min mors vedkommende var det det samme med butikkerne. Hun kunne hoppe rundt på hylderne og tage til Milano og købe ind, designe tøj og handle ind – alle de sjove ting, kunne hun foretage sig, og så var der voksenmennesker omkring hende, og igen min mormor og morfar. Specielt min morfar går igen gennem hele min barndom som den der katalysator mellem mine forældre og den farlige verden. Der stod han altid som en buffer og passede på dem begge to og selvfølgelig også mig, fortæller Josefine Passer og fortæller videre om den konsekvens, det førte med sig. 

- Jeg fik aldrig udviklet det her gen, og min mor havde det heller ikke. Da jeg voksede op, var det også mig, der tog sig af de voksne ting, eller også var det hendes veninder. Hun havde en, der var god til at åbne rudekuverter, hun havde en til at tage sig af de offentlige instanser og hun havde en til at snakke med banken. Jeg har aldrig lært det, fortæller hun ærligt.

Første afsnit af ”Dirchs datter – en del af noget større” kan ses over artiklen her. Afsnit 2 og 3 sendes pinsedag og 2. pinsedag klokken 19.45 på TV2 Nord Salto, men hvis du ikke kan vente, kan du se det hele lige HER på tv2nord.dk.