Dronningen kaster royal glans over klassisk sangkonkurrence
Dronningen lagde lørdag vejen forbi Musikkens Hus for at overvære en klassisk sangkonkurrence arrangeret af Aalborg Symfoniorkester.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe ankom lørdag aften kort før klokken 19.30 til Musikkens Hus i Aalborg. Det er femte gang dronningen lægger vejen forbi koncerthuset på havnefronten i Aalborg, som hun var med til at åbne i foråret 2014.
Lørdag er det den klassiske sangkonkurrence The Lauritz Melchior International Singing Competition, dronningen skal lægge øre til, og her kan hun forvente at høre nogle af verdens bedste unge Wagner-sangere.
Bag konkurrencen står Aalborg Symfoniorkester, som også akkompagnerer de store stemmer, der kæmper for at blive vinder af konkurrencen og de 20.000 euro, der følger med.
TV2 Nord fangede, kort inden konkurrencen skulle gå igang direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen til en snak om konkurrencen og om hvordan det er at have Dronning Margrethe tilbage i kongelogen i koncerthuset.