Mand er kommet alvorligt til skade i arbejdsulykke

En 40-årig tysk mand, der arbejdede på et nybyggeri på Hadsundvej i Aalborg, har fået revet højre arm af i forbindelse med en arbejdsulykke. Hans tilstand betegnes onsdag aften som kritisk men uden for livsfare.

Ulykken skete ved middagstid onsdag, da manden var i gang med at rengøre en betonmixer. Af endnu uvisse årsager flår betonmixeren mandens højre arm mere eller mindre af.

Mandens tilstand beskrives som alvorlig, og han blev i første omgang kørt med escorte til Aalborg Universitetshospital, men siden overflyttet til Odense Universitetshospital, hvor man vil gøre et forsøg på at redde mandens arm.

Seneste melding som Nordjyllands Politi har fået, er, at manden er i kritisk tilstand blandt andet på grund af, at han har mistet en del blod.

Såvel politi som Arbejdstilsyn er onsdag eftermiddag på Hadsundvej 130 i Aalborg, hvor ulykken fandt sted i forbindelse med byggeri af en ny Rema 1000 butik.

Arbejdstilsynet har nedlagt straksforbud mod den maskine, som manden arbejdede med, indtil nærmere undersøgelser af stedet er gennemført.

Nordjyllands Politi håber, at den 41-årige tyske mand, der har bopæl i Danmark, har det så godt allerede torsdag, at man pr telefon vil kunne afhøre ham.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland