Nordjysk kommune åbner ny folkeskole
Foto: Pressefoto
Aalborg Kommune åbner et nyt skoletilbud i det nye år. Her vil der være fokus på de elever, der har en drøm om en erhversuddannelse.
Fra 4. januar næste år vil op mod 48 elever begynde i EUD8/9 i lokaler ved Techcollege i Aalborg. Uddannelsen oprettes under Vejgaard Østre SKole, og skoleåret efter begynder yderligere 72 elever, hvis alle pladser bliver optaget.
- Erfaringer fra tidligere forsøg i andre kommuner og nogle prøvehandlinger, vi selv har haft her i kommunen, viser, at eleverne bliver mere motiverede, trives bedre og lærer mere. Så det skal vi naturligvis også gøre os erfaringer med her i kommunen, udtaler rådmand for Børn og Unge Aalborg, Morten Thiessen (K) i en pressemeddelelse.
Behov for erhvervsuddannet
Målgruppen for den nye skolemodel er folkeskoleelever med særlig interesse og motivation for de praksisfaglige fag, som har lyst til og gavn af at kombinere læring i klasseværelset med arbejde i værkstederne på Techcollege.
- Der er unge, som virkelig har nogle skills, der er behov for i dag, men som ikke rigtig synes, at de får dem forløst i folkeskolen. Nu får de mulighed for at dygtiggøre sig i vigtige skolefag og samtidig lære mere om forskellige håndværk. Vi ved, at læring og praktik understøtter hinanden, derfor giver det mening at bruge både hænder og hoved i arbejdet med skolefag og værksteder, udtaler leder af UAX og EUD 8/9, Mads Vestergaard Jensen.
Eleverne vil få mulighed for at vælge sig ind på valghold, hvor de har en særlig interesse. Valgfagene gennemføres af undervisere fra Techcollege, der har særlig fokus på netop denne målgruppe.
Fakta
Skolestart er 4. januar 2024
EUD8/9 består af tre dage med dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Derudover har eleverne 2 dage i værkstederne, hvor man kommer helt tæt på erhvervsuddannelserne.
Skoleafdelingen drives af Børn og Unge i Aalborg kommune som en afdeling under Vejgaard Østre Skole, og den fagdelte undervisning varetages af lærere ansat på UAX og i tæt samarbejde med faglærerne på Techcollege (UAX er Aalborg Kommunes 10. klassestilbud, som også ligger i tilknytning til Techcollege).
Al undervisning foregår på Techcollege i Aalborg.
For at gå i skole på EUD8/9 skal eleven (og dennes forældre) tale med sin skoleleder eller UU-vejleder, som sender eleven videre til en samtale på EUD8/9. Det vil være en individuel vurdering, om den enkelte kan få tilbudt en plads på EUD8/9. Der er begrænset antal pladser, og der er løbende optag, så længe, der er plads.
Tilmelding og samtaler til skolestart 4. januar sker i perioden fra uge 45-49. Der gives besked om optag den 12. december.
Tilmelding til skolestart efter sommerferien 2024 sker løbende.
Kilde: Aalborg Kommune
Skoledagene kommer dermed til at bestå af undervisning i folkeskolefagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi og derudover forløb som tømrer, maler, gastronom, bager, landmand, smed, frisør, mekaniker, datatekniker og andre spændende fag fra erhvervsuddannelserne lige inde ved siden af.
- Jeg er svært fornøjet med, at vi har mulighed for at tænke skoledagen på forskellige måder. For børn har forskellige behov, og det er vigtigt hele tiden at blive klogere på, hvad der virker for hvem, og hvordan vi kan hjælpe dem med at lykkes i deres liv," siger rådmand Morten Thiessen.