Også den: Populær tradition rammes af krisen
Mange nordjyder har lejet skøjter og haft kolde tæer på vinterhalvårets skøjtebane - nu får energikrisen konsekvenser
Den var i fare for helt at blive droppet.
Men kommunen har alligevel fundet plads til den - men ikke som den plejer.
Generation efter generation har grint og faldet - og de fleste også skøjtet - på C. W. Obels Plads i Aalborg.
Men den nuværende energikrise rammer nu også skøjtebanen i Aalborg.
Aalborg Kommunes sundheds- og kulturudvalg har besluttet at den populære skøjtebane stadigvæk opsættes - men det bliver i en kortere periode.
Fra en vintertradition bliver det i år i høj grad en juletradtion.
Åbningsperioden forkortes, så skøjtebanen åbner den 1. december 2022 og nedtages efter skolernes vinterferie i uge 8, næste år.
Rådmand Jes Lunde (RV) erkender at der også ligger en kalkyle bag, hvor alt ikke kun kan gøres op i besparelser.
- Det er nogle svære dilemmaer vi har i øjeblikket. Det er en balance, vi skal finde mellem, at vi skal sænke energiforbruget hvor vi kan, men dog uden at vinteren skal blive alt for trist og grå, siger rådmanden.
- Vi synes det er vigtigt, at der, så at sige, stadig er lidt lys i mørket. Det er jo en balance mellem at spare på energien og stadig have trivsel, fortsætter han om skøjtebanen.
Jes Lunde og resten af sundheds- og kulturudvalg har også besluttet at vandet i svømmehallerne bliver koldere i den kolde tid - helt præcist én grad.