Foto:
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ophidset munk afbryder tv-optagelse med nordjysk politiker

Det kom som lidt af en overraskelse, da lokal munk pludselig overfusede nordjysk politiker under tv-optagelse.

Se ’tv-programmet Kristoffer og Asser tester grænsen’ nederst i denne artikel.

Asser Mortensen står uden for en lille kirke udhugget i et bjerg i området Orhei Vechi i Moldova. Det er et smukt naturområde, og Asser taler om EU som et fredsprojekt, der har sikret fred i Europa gennem årtier.

Pludselig ud af det blå dukker en mand i sort kutte med mørkt hår og et langt, vildt skæg op og afbryder den nordjyske politiker.

Orhei Vechi.

Asser Mortensen er i gang med optagelserne til tv-programmet ’Asser og Kristoffer tester grænsen,’ som er et humoristisk roadtrip-program med de to kandidater til europaparlamentet, Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne og Asser Mortensen fra  Socialdemokratiet.

Munken er tydeligvis oprevet og kaster med armene og taler et sprog, som ingen på tv-holdet forstår.

Munken deler ikke Assers syn på EU.

Det viser sig at være rumænsk, som både Asser Mortensen og hans assistent taler.

Munken er på ingen måde vild med EU og nævner både Hitler og Napoleon. Men hvad han præcis siger, vender vi tilbage til.

Fattigt land tæt på krig

Asser Mortensen har inviteret sin politiske rival Kristoffer Storm med til Moldova for at se, om han kan få ham til at ændre mening i forhold til at optage landet i EU på sigt.

Der er vores demokratiske og frie fællesskab i EU, og så er der Putins diktatoriske fællesskab

Asser Mortensen, kandidat, Europa-Parlamentet, Soc.dem.

Landet ligger klods op af Ukraine, og flere frygter, at landet er i fare for at blive Putins næste mål, blandt andet har Danmarks statsminister Mette Frederiksen tidligere udtalt bekymring for landet.

Fakta om Moldova:

Landet ligger mellem Rumænien og Ukraine.

Det er Europas næst fattigste land, lige over Ukraine. Danmark er det femte rigeste.

Landet har tidligere været en sovjetrepublik, men blev i 1991 en selvstændig republik.

Området Transnistrien har løsrevet sig fra Moldova, og der er op mod 1500 russisk-støttede soldater i området. Verdenssamfundet anerkender dog ikke området som en selvstændig stat.

Det officielle sprog i Moldova er rumænsk.

Der er 2,6 millioner indbyggere i landet.

Kilde: Trading Economics

Moldova er på nuværende tidspunkt kandidat til at blive medlem af EU, og det vil sige, at hvis landet lever op til en række krav fra EU, så kan det blive medlem.

Kristoffer Storm frygter dog, at det kan have økonomiske konsekvenser for Danmark, hvis landet bliver optaget, da det økonomisk ligger langt fra Danmark.

- Hvis Moldova kommer med i EU, vil det betyde, at danske skatteborgere skal betale flere penge til EU, fordi Moldova er et land, der skal modtage mere støtte fra unionen, fordi de slet ikke er på et økonomisk niveau, som minder om EU, mener Kristoffer Storm.

Kristoffer Storm mener generelt, at EU blander sig for meget i danskernes hverdag og skal tilbage til sin oprindelse som handelsunion. 

- Det påvirker Danmark negativt, at EU blander sig i andet end handel, da det jo ikke er vores egne politikere, der tager beslutningerne. Efter valget har vi 15 politikere ud af 700 parlamentarikere. Det er altså ikke særligt mange. I Folketinget og kommunerne er alle valgt af de danske borgere, forklarer Kristoffer Storm.

Kristoffer og Asser kører rundt i bus, og bølgerne går til tider højt.

Asser Mortensen mener, at EU er med til at sikre fred i Europa, og han frygter, at Moldova bliver det næste land, der ender i kløerne på Putin, hvis de ikke får et såkaldt troværdigt perspektiv om at blive medlem af EU.

- Her i Moldova ved man udmærket, at man ikke kan klare sig selv i verden. De har brug for at være en del af et fællesskab. Og lige nu er der altså to fællesskaber i Europa. Der er vores demokratiske og frie fællesskab i EU, og så er der Putins diktatoriske fællesskab, forklarer Asser Mortensen.

Kristoffer og Asser mødes også med en familie, der frygter krig hver dag.

- De kæmpede imod Hitler

Årsagen til, at de to rivaler netop er taget til Moldova, er, at Asser i flere år har været honorær konsul for Moldova, og derfor kender landet og mange af de mennnesker, de mødes med på turen. 

Han har både boet og rejst i landet, og han mener, at landet har udviklet sig meget de seneste år, og at det på sigt vil gavne Danmark og resten af EU at optage landet.

- Vi ved fra erfaring, at hvis du skal hæve velstanden i samfundet, skal du hæve den fra bunden af. Og det gælder også mellem lande. Det gælder også i Europa, siger han.

Det er dog ikke alle i Moldova, der synes, at det er en god ide, at landet bliver optaget i EU, blandt andre den ophidsede munk.

Der er kætteri, andre moralske værdier.

Munk, Moldova

- Hvordan kan I stille dette spørgsmål?! Har I ikke tænkt over, hvad vores forældre gjorde? De kæmpede for ikke at forene os med Europa. De kæmpede imod ham der Napoleon. De kæmpede imod Hitler og imod andre. Men nu siger vi: ”Kom nu, kom så, tag os!”

- Fjolser. Idioter. Helt ærligt. Tilgiv mig, men der findes ikke andre ord om os, moldoverne. Vi lader, som om vi er kristne, men vi vil have Europa. Men de er anderledes. Der er kætteri, andre moralske værdier. Er det forstået?

Se Assers reaktion på overfusningen, og lær de to kandidater bedre at kende i  programmerne herunder:


Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

App skal afhjælpe lange ventetider og spotte hudkræft

Fra næste år kan nordjyderne måske få stillet hudkræftdiagnoser ud fra et foto. Det er i hvert i fald, hvad Region Nordjyllands udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen håber på.

- Det er en national aftale, som også har været gennem de danske regioner, og det er Region Hovedstad, der har været tovholder på det. Det, vi kunne nikke ja til den anden dag, var, at vi gerne vil tilslutte os det, såfremt budgettet tillader det, forklarer udvalgsformand Pia Buus Pinstrup (K).

Hvis det bliver til noget, så kan de praktiserende læger sende et billede til en hudspecialist, hvis de er i tvivl om, hvorvidt der er tale om hudkræft.

- Håbet er jo, at vi kan hjælpe de generelt for lange ventetider, konstaterer udvalgsformanden.

Skal afhjælpe ventetiderne

I dag sender man patienterne videre til hudlæger, hvis man er i tvivl, men her er der lange ventetider. TV2 Nord kunne i sidste uge fortælle, at man lige nu skal vente i 38 uger på at komme til hudlæge i Brønderslev kommune, mens man i hele Nordjylland i gennemsnit venter 33 uger.

Malignt melanom (Hel overfladisk modermærkekræft, red.) hører dog under et kræftpakkeforløb, derfor er ventetiden ikke helt så lang her. Alligevel er den stadig for lang ifølge udvalgsformanden.

- Man skulle gerne kunne afhjælpe ventetiderne hos hudlægerne med den her app, da det gerne skulle være muligt at kunne tage hurtigere stilling til, om det er hudkræft eller ej. Samtidig skulle de praktiserende læger gerne kunne få hjælp til at afklare, om det er hudkræft i en større grad ved hjælp af billederne, så man ikke behøver at sende patienterne videre til en hudlæge, pointerer Pia Buus Pinstrup.

Lige nu er det dog ikke mejslet i sten, at man i regionen skal bruge app'en.

- Vi skal have alle partierne med til budgetdelen, derefter skal vi finde ud af, hvor opgaven skal løses. Er det ved speciallægerne eller på sygehuset?. Men løsningen kommer på en eller anden måde, konstaterer udvalgsformanden.


Laust Sørensen (th) og Magnus Krejberg (tv) var tidligt oppe for at høste, da de opdager branden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Magnus og Laust reddede stuehus fra at brænde ned: - Det er jo det, man gør

To høstmedarbejdere standsede en gårdbrand på Mors i tide, inden den for alvor tog til. Brandvæsnet gav dem et skulderklap - selv er de mere ydmyge om bedriften.

Lørdag morgen startede noget dramatisk ud for de to høstmedarbejdere Laust Sørensen og Magnus Krejberg. 

Fordi klokken kvart i otte opdager Laust Sørensen, at noget ikke er, som det skal være på gården i Outrup på Mors. 

- Jeg kom kørende rundt om huset og kunne se, der stod flammer inde bag vinduet, siger Laust Sørensen, der arbejdede tæt på gården. 

Han fik hurtigt fat i sin kollega Magnus Krejberg, der ankom med en brandslukker men så nemt skulle det dog ikke vise sig at være.

- Jeg kunne hurtigt se, at brandslukkeren ikke slog til, så den kastede vi ind igennem vinduet i stedet for.

- Det var lidt en panik aktion, siger Magnus Krejberg. 

Sådan så det ud lørdag eftermiddag. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

De to høstarbejdere fik hurtigt hentet en drænspuler, som er en traktor med en stor vandtank bagpå. De fik sprøjtet vand ind i ilden gennem vinduet og begrænset dermed branden til køkkenet.

-  Den indeholder 3000 liter vand, så vi havde jo lidt at gøre med, siger Magnus og tilføjer:

- Så var det jo egentlig let nok derfra. 

De to medarbejdere brugte drænspuleren, som kan ses bag dem, til at slukke ilden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Efter de havde slukket ilden, ringede de 112, der sendte Nordjyllandsberedskab derop. Indsatslederen var imponeret over de to medarbejderes handlekraft. 

- De kan godt klappe sig selv på skulderen. Jeg har sagt til landmanden, at han som minimum bør give morgenmad i dag, indsatsleder Jesper Madsen. 

Han understreger, at flammerne kunne have bredt sig til hele huset, hvis det ikke havde været for de unges hurtige reaktion. Selv er de dog lidt mere ydmyge. 

- Det er jo det, man gør, siger Laust Sørensen. 

- Vi handlede jo bare efter bedste evne. Vi ville have gjort det samme i morgen, hvis det var sket igen, siger Magnus Krejberg.

Selvom det ikke lige frem er hverdag at slukke brande, så er det alligevel noget de to høstarbejder er forberedt på.  

- Vi er jo vant til at handle i sådan nogle situationer igennem høsten – vi skal jo være klar, hvis der går ild i nogen, siger Magnus Krejberg. 

Landmanden, der ejer gården, købte rundstykker til de to helte i løbet af lørdagen. 


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Efter drama og medarbejderflugt: Nu søger redningsstation ny leder

Derudover søger redningsstationen også en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt.

Skagen Redningsstation har fyldt en del i mediebilledet, siden TV2 Nord tilbage i marts kunne fortælle, at seks af de 16 medarbejdere på Skagen Redningsstation kollektivt opsagde arbejdet som redningsmænd.

- Ledelsen har ikke været lydhøre overfor os på redningsstationen, lød det dengang fra talsmanden for den samlede medarbejdergruppe på stationen.

Sidenhen har yderligere to medarbejdere forladt redningsstationen, og der er blevet afholdt krisemøde, da redningsstationen var lukningstruet, og samtidigt var afhængig af andre nærtliggende redningsstationer - heriblandt Hirtshals, som ligger 23 sømil fra netop Skagen.

Noget som chefen for tredje eskadre, Mikael A. J. Bill kaldte 'dybt alvorligt'.

Dog ville han ikke kommentere på, om det var uenigheder mellem de ansatte og ledelsen, der var årsagen bag de mange opsigelser.

- Det er jo en intern sag, så det vil jeg ikke kommentere. Jeg kan dog understrege, at vi tager det dybt alvorligt, og der må ikke herske tvivl om, at vi gør, hvad vi kan for at genetablere beredskabet, sagde Mikael A. J. Bill dengang.

Søger ny stationsleder

Noget tyder dog på, at der kan have været noget om det. I hvert i fald har Skagen Redningsstation nu slået en stationslederstillingen op, som er ledig til besættelse per 1. december i år.

I stillingsopslaget sår der blandt andet, at man som stationsleder er ansvarlig for redningsstationens evne til at opretholde beredskabet, og at man herunder er ansvarlig for udviklingen af redningsstationens medarbejdere samt driftssikkerheden på materiellet.

Derudover søger man fortsat en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt og har også ledige rådigheds- og reservestillinger.

Dårligt arbejdsmiljø

Anders Madsen er en af de medarbejdere, der har sagt op på stationen. Han fortalte til TV2 Nord, at årsagen bag opsigelsen var, at arbejdsmiljøet på Skagen Redningsstation er så dårligt, at han ikke længere kan se sig selv i arbejdet. 

- Det første møde, vi havde med ledelsen om situationen, blev der sagt, at hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde. Der har helt klart det holdning, at der ikke var noget at snakke om, og det, synes jeg, er lidt problematisk, lød det dengang fra Anders Madsen.

Også Skagen Fiskeriforening var ude og rette kritik mod redningsstationen.

- Ved de små uheld med grej, der er kørt fast i skruen, kan vi godt vente længe på hjælp – det overlever vi nok. Men i de alvorlige situationer risikerer vi vores liv på grund af noget barnligt fnidder, lød det fra næstformanden i Skagen Fiskeriforening, Jess Wittus Hansen.

Skagen Fiskeriforening var heller ikke alene om at kalde situationen på den lokale redningsstation for uholdbar.

- Sådan som det er jo, det kan vi ikke stå på mål for. De er nødt til at få lavet et beredskab, så vi er dækket af, og det ved jeg godt kommer til at flytte kapacitet, sagde formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne, dengang til TV2 Nord.


Nordjyske kollegaer mindes afdød brandmand

En 64-årig mand er afgik lørdag ved døden, efter at han blev fastklemt under en brandbil ved Højer Dige.

Det kunne TV2 fortælle lørdag aften.

Manden var frivillig brandmand, og ulykken skete, da han var på vej ud for at slukke en mindre markbrand. Derfor er det efterfølgende strømmet ind med kondolencer til den afdøde og de efterladte.

Også i Nordjylland har ulykken fyldt meget hos beredskaberne rundt omkring.

"Vi har her til aften fået at vide, at en brandmand fra Højer har betalt den højeste pris og er død under en indsats. Vores tanker går til de efterladte og kollegerne på stationen, som står tilbage med savnet. Æret være hans minde."

Sådan skrev Nordjyllands Beredskab lørdag aften på sine sociale medier.

Flager på halvt

Søndag vælger flere af de nordjyske kollegaer også at mindes brandmanden ved at flage på halvt, blandt andet hos Nordjyllands Beredskab og Falck Hirtshals.

"Der flages i dag på halvt på Falck Hirtshals, til ære og minde for den brandmand, som i går betalte den højeste pris under indsats med slukning af brand i Østjylland. Æret være hans minde. Vore tanker går til de pårørende og kolleger", skriver Falck Hirtshals på Facebook.

Også Nordjyllands Beredskab flager på halvt søndag:


Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

TV 2 Vejret varsler voldsomme mængder regn

Der er risiko for skybrud og lokale oversvømmelser i den centrale og østlige del af landet.

Vejret skifter fuldstændig karakter fra søndag til mandag.

Fra højsommer til et langvarigt og kraftigt regnvejr med risiko for oversvømmelser.

Op til en måneds regn på 20 timer

TV 2 Vejret varsler meget kraftigt regn. I det varslede område kan man stedvist forvente mellem 40 og 70 millimeter regn.

Varsel om torden, kraftigt regn og skybrud. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Normalt får Danmark 76 millimeter regn i løbet af hele september.

Der vil stedvist være torden og lokale skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Der er derfor også risiko for lokale oversvømmelser.

En prognoses bud på mandagens regnvejr. Her er det især Østjylland og Fyn, som står for skud. Andre prognoser har det kraftigste regnvejr længere mod øst. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Varslingsperioden begynder klokken 2 natten til mandag, og den udløber mandag aften klokken 22.

Mandagens uvejr giver voldsomt regnvejr i Italien søndag

Årsagen til det store vejrskifte fra søndag til mandag er et hidsigt lavtryk over Italien søndag.

På satellitbillede kan man nu se både mandagens kraftige regnvejr og den koldfront, som placerer sig lige sydvest for Danmark, som også medvirker til vejrskiftet.


Satellitfoto søndag klokken 9. Lige sydvest for Danmark ses koldfronten ved den lille pil. Over Norditalien ses det lavtryk, som mandag skal give kraftigt regn til Danmark. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret