Over 300 hoppede på 275 trampoliner: - Kan du huske dengang, man var ung?
Foto: Phillip Holm Johansen/TV2 Nord
Foreninger valgte søndag at være partnere fremfor konkurrenter, som de er til daglig.
Sidste år var der 150 trampoliner - i år er der 275 trampoliner og over 300 deltagere tæt pakket inde i en hal i Nørresundby.
Det er tre timers musik, diskolys og trampoliner, der er opskriften på Danmarks største Jumping Fitness Party.
Kirsten Boelskifte er en af de mange der har valgt at bruge søndagen på at hoppe i trampolin.
- Det er for at have en fest sammen mede mine veninder og træningskammerater. Det er megasjovt, og der er en megagod stemning, siger Kirsten Boelskifte, Udviklingskonsulent fra Aalborg.
Partnere fremfor konkurrenter
I alt 15 foreninger har valgt at gå sammen for at gøre arrangementet så stort som muligt og ikke mindst stille de over 300 deltagere til at hoppe på trampolinerne.
- Det giver jo en hel vild fed stemning. Du kan også mærke det. Der er slukket lys og der er høj musik. Det laver bare en feststemning, siger medarrangør af Danmarks største Jumping Fitness Party Helene Træholt.
Normalt konkurrerer de 15 foreninger indbyrdes for at kapre medlemmer, men den konkurrence var lagt på hylden i dag.
- Det er det, jeg synes er allermest fantastisk, det er, at de her 15 foreninger har besluttet, at i stedet for at være konkurrenter, så har vi besluttet at lave Danmarks største jumping-event. Det har krævet, at alle ser hinanden som samarbejdspartnerne i stedet for konkurrenter, siger medarrangør Stine Rex.
Eventet minder meget om en aften i byen med masser af høj musik og diskolys.
- Kan du huske dengang, man var ung, gik i byen og havde en fest og kunne danse hele natten? Det kan jeg ikke længere, men det her er det samme - bare uden at være fuld og på rulleskøjter, siger Kirsten Boelskifte.
Du kan se hele indslaget herunder: