Opdateret lørdag klokken 18.45 med citat fra vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi.
Rockerklubben Satudarah, der midt i april rykkede ind i en ejendom ved Rærup lidt uden for Vodskov, skal i dag holde en stor fest med masser af gæster.
Og Nordjyllands Politi er lørdag massivt til stede, ifølge TV2 Nords reporter på stedet er rundt regnet 50 betjente klar til at registrere gæsterne, når de ankommer.
Medlemmer af Satudarah fortæller, at der kommer 200 til 300 gæster fra ind- og udland - blandt andet fra Norge, Belgien og Holland.
Politiet har sat et telt op ved ejendommen, hvor gæsterne kan blive tjekket.
Se interview med vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi:
- Vi er til stede, fordi vi er vidende om, at der åbner et Satudarah-klubhus. I den forbindelse vil vi sikre tryghed og synlighed, siger Kenneth Ginnerup, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi.
Han fortæller, at politiet har en interesse i at få at vide, hvem der kommer til festen, da Satudarah udvider på nationalt plan.
Mange af gæsterne bliver fotograferet i forbindelse med, at de kommer til festen.
For at undgå at folk i området omkring Satudarahs nye hus skal føle sig utrygge både over de mange rockere men også over, at politiet er talstærkt til stede, har politiet været ude og informere borgerne før lørdagens fest.