Spisemekka skal samle gæster i Aalborg midtby
Der er 12 forskellige internationale madboder i det nye spisemekka.
Det har international klasse, mener centerchefen.
- Værs'go og velbekomme.
Sådan lyder det fra en storsmilende Damir Stojkovic, mens han langer smagsprøver over disken i Berlin Döners nye madbod i Friis shoppingcenter.
Madboden er én blandt 12, som udgør det nye Friis Streetfood, som torsdag slog dørene op for offentligheden for at lokke folk fra hele midtbyen ind i shoppingcenteret:
- Midtbyen har det svært, og man skal være konkurrencedygtig, hvis man skal klare sig. Det her initiativ er konkurrencedygtigt, og jeg tør godt love, at det er i international topklasse, lyder det fra en begejstret centerchef for Friis, Niels Adolfsen.
Friis Streetfood har været lang tid undervejs. Madboderne ligger i det tidligere Dalle Valle og er arrangeret som små serveringssteder langs en gade eller et torv.
Kunderne kan vælge alt fra fastfood over asiatiske specialiteter til burgere og islandske fiskeretter. Det hele starter rent økonomisk fra 89 kroner og op.
- Vi plejer jo at gå på McDonalds eller Burger King, men det her smager bedre. Det er også en smule dyrere, så det bliver ikke en hverdagsting, lyder det samstemmende fra Oskar Christiansen og Frederik Bugge Jørgensen.
De to benyttede spisepausen på gymnasiet til at kaste sig over et par portioner spicy chicken. Gymnasieeleverne kan imidlertid godt se sig selv bruge Friis Streetfood som et sted, de vil hænge ud og lave opgaver med deres kammerater og laptops i fremtiden:
- Det ligger jo rigtig godt for os rent placeringsmæssigt, så det er absolut en mulighed, lyder det.
For Damir Stojkovic er det først og fremmest kundernes mulighed for at sidde ned, der er attraktiv. Sammen med hans bror har han i forvejen to andre Berlin Döner i Aalborg:
- De andre steder laver vi jo mest take away, hvor folk bestiller og så tager maden med hjem. Her kan kunderne sætte sig ned og spise maden helt frisk og varm, så det er jo lidt et andet segment. Vi håber bare, at kunderne kan lide vores mad og så får lyst til at besøge vores andre spisesteder også, forklarer han.