Målet er stadig, han ikke skal stå i boksen, men trække sig tilbage fra isen.

Men lige nu er det en nødvendighed. For der er stadig ikke i nærheden af nok penge i klub-kassen.

Derfor er den nordjyske ishockeylegende, Ronny Larsen, der i 2020 blev medlem af Hall of Fame, stadigvæk både sportschef og i boksen som assistenttræner hver eneste gang Aalborg Pirates spiller.

I 2019 var det dog lige ved at Ronny Larsen, hvis trøjenummer i spillerkarrieren 13, er pensioneret og hænger til hyldest under loftet i Gigantium, ikke ville være nogen af delene.

Hverken sportschef eller træner.

Eller i live.

Her fik han nemlig en blodprop, helt uforvarende.

Ingen advarsler

Nu afslører han fremtidsplanerne om jobbet, han elsker, og hvor hårdt forløbet tog på ham og familien.

Det sker i nyeste afsnit af TV2 Nords podcast, ’Tredje halvleg med Brix & Jørgensen’.

Kunne du mærke, der var noget på vej?

- Nej!

- Ingen symptomer, ingenting. Vi havde godt nok lige fyret Jason Morgan (daværende træner, red.). Men søndag aften i Hamburg kunne jeg åbenbart ikke mere, husker Ronny Larsen tilbage og gætter på, at de rolige omgivelser på en familietur var lige nøjagtig dét, kroppen skulle bruge for at få hul igennem og sige: ’Der er noget helt galt hér, Ronny!’

- Så jeg prøver på ikke at fyre en træner, griner Ronny Larsen igen, inden han ærligt erkender, at han var enormt bange for at dø.

Han har været med på hele dansk ishockeys humlebi-rejse mod verdenstoppen.

Som spiller var han teknisk sublim og ’en glad dreng’, som Mogens Jørgensen udtrykker det i podcasten.

Derfor ærgrer det også Aalborg-drengen, der med egne ord er ’opvokset’ i den legendariske ishockeyhal på Østre Allé, at han måtte til Herning for at vinde guld som spiller.

Og faktisk afslører han i podcasten, at han også flere gange har været ganske tæt på at skifte til gigarivalerne i Frederikshavn.

Holdt ind på motorvejen

Alligevel sætter det tingene helt anderledes i perspektiv, når det pludseligt handler om liv eller død. Selvom han elsker sit arbejde på, med og i ishockeyen, erkender sportschefen i ’Tredje Halvleg’.

- Der var mange tanker, der gik gennem hovedet: Kan jeg komme tilbage? Kan jeg blive mig selv igen?

I den første rum tid sørgede han også for at passe på sig selv. Før blodproppen kunne han godt finde på at holde ind på motorvejen for at forhandle spillerkontrakter.

- Jeg var god til at skrue ned for tempoet – i hvert fald i et halvt år, kommer det med grin trods den alvorlige baggrund.

- Det skete på en restaurant. I lang tid derefter, og i hvert fald det første halve år efter, turde jeg ikke gå på restaurant. For det var sådan et sted, det skete.

- Jeg spiste en bøf – det skulle jeg heller ikke igen, husker Ronny Larsen om tiden efter, som også var hård for børnene, der dengang var 11 og 15.

- Det er jo aldrig rart at falde om, og ens børn sidder og ser på det, fortæller legenden og afslører, at der selvfølgelig har været psykolog-hjælp inde over.

Bussen parkeret i Gaden

Alligevel er han altså stadig dobbeltjobbende – som både ham der hyrer og fyrer trænere og spillere, men også som assistent og støtte til cheftræneren.

Men på sigt skal den dobbeltrolle droppes, røber han.

Det kræver dog to ting, som ishockeyen stadig skriger på: Penge og professionalisering:

- Det er blevet meget mere seriøst. Tidligere kunne man godt træne lørdag morgen, hvis man havde været i byen hele natten, siger Ronny Larsen og smiler, da Mogens Jørgensen siger, at spillerbussen også kunne parkeres for enden af gaden efter udekampe.

- Nu sidder jeg på den anden side af bordet, så jeg vil sige det sådan, at det håber jeg ikke de gør mere, slutter Ronny Larsen.

I podcasten fortæller han også om sin forkærlighed for at forme og præge holdets aalborgensiske spillere – og særligt én profil er han stolt af.

Dét, og meget andet, blandt andet den bizarre optakt til det måske største resultat i dansk ishockey nogensinde, 5-2-sejren over USA ved A-VM.