Vil Ulla forsøge at vinde borgmesterstolen tilbage?
Det blev til fire år i borgmesterstolen i Thisted for Ulla Vestergaard. Spørgsmålet er, om hun forsøger at vinde den tilbage om fire år.
Den tidligere FOA-formand fik i 2017 mulighed for at indtage borgmesterposten i Thy.
Hendes parti blev valgets ubestridt største og indgik en konstitueringsaftale med valgets store taber, Venstre, som gik stærkt tilbage, efter at man havde vraget den siddende Venstre-borgmester som spidskandidat.
Blå bog
Ulla Vestergaard
63 år
Valgt for Socialdemokratiet.
Har siddet i byrådet i Thisted siden 2010 og blev efter 2017-valget borgmester.
I de fire forgangne år har Ulla Vestergaard og Venstres dengang nye frontfigutr, Niels Jørgen Pedersen, holdt meget hyppige møder, og Venstre-lederen har intet gjort for at skjule, at han på lange stræk følte, det var ham, der udstak kursen i kommunen.
Ulla Vestergaard har imidlertid også profileret sit parti, og hun har været en meget synlig borgmester, der både på hjemme- og udebane har talt Thisted Kommunes sag.
Ved valget i år fik Socialdemokratiet og Venstre stort set samme tilslutning som sidst.
Men denne gang snuppede Niels Jørgen Pedersen sig, bakket op af et næsten lige så stærkt konservativt folkeparti samt de øvrige blå partier, borgmesterposten.
En skuffet Ulla Vestergaard måtte se, at hun ikke engang blev budt med til konstituerings-forhandlingerne.
Tredje gang..
Det var Morsøs daværende borgmester, Egon Pleidrup Poulsen, der i sin tid opfordrede Ulla Vestergaard, dengang FOA-formand i Thy og på Mors, til at gå ind i kommunalpolitik.
"De, der har evnen, har også forpligtelsen," lød Egon Pleidrup Poulsens ord.
To gange var hun spidskandidat uden at blive borgmester - tredje gang lykkedes det.
Undervejs nåede hun at færdiggøre dén studentereksamen, hun i sin tid ikke fik fuldendt, og kunne i 2020, med 41 års forsinkelse, sætte huen på hovedet.
Forkert toneart
Tonen i byrådet har i denne periode ofte været kontant.
Og Ulla Vestergaard er blevet kritiseret for, at hun ikke i tilstrækkelig grad har formået at sikre, at kammertonen blev holdt i byrådssalen.
Samtidig har opbakningen internt i Socialdemokratiet til hende ikke været fuldtonet.
Farvel til borgmestre og regionsrådsformand
TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev tegner et politisk portræt af de fire afgående, nordjyske borgmestre og den afgående regionsrådsformand.
Læs alle fem portrætterne på tv2nord.dk mellem jul og nytår.
To lokalformænd tog i et læserbrev afstand fra en pressemeddelelse fra partiets fællesledelse, der bakkede hende op som spidskandidat ved valget i år.
Hun endte dog med at blive genvalgt uden modkandidat.
For fire år siden så hun sådan på det, at valget i 2017 var hendes sidste chance for at erobre borgmesterposten. Var det ikke lykkedes, ville partiet, mente hun, nok finde en anden frontfigur.
Spørgsmålet er, om det er dét, der nu vil ske frem mod næste valg.