Badeland lukker i flere måneder efter prischok

Det populære badeland nær Hanstholm holder lukket fra 10. november til 10. februar.

- Badelandet er lukket på grund af energikrisen. 

Sådan står der lige nu på Vigsø Feriecenters hjemmeside.

Den midlertidige lukning af det tropisk varme svømmeland begrundes af feriecenteret med manglen på træpiller.

- Der mangler træpiller i landet på nuværende tidspunkt, så dem, der er, kan bruges bedre (end til at varme badelandet op red.), skriver Vigsø Feriecenter i en kommentar på Facebook.

Vandet i badelandet er altid omkring 29 -30 grader og luften minimum 30 grader. Det varmes op med træpiller. Grundet færre gæster om vinteren, finder man det derfor ikke moralsk forsvarligt at holde åbent.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Feriecenteret har i alt 175 huse omkring badelandet. Her oplyser de, at der trods lukningen af badelandet stadig kan bookes huse i november og december - med rabat. Noget, der ikke falder i god jord hos alle.

- Forstår jer godt, men vi kommer for badeland. Det tænker jeg, mange gør, skriver en af gæsterne blandt andet i en kommentar på Facebook.

En anden skriver:

- Så bliver I da fri for at børnefamilier kommer, hvortil feriecenteret svarer: 

- Det er bestemt ikke et ønske at blive fri for nogen - ej heller børnefamilier. Men der er så få udlejninger i hverdagene de kommende uger, at vi med al rimelighed ikke kan forsvare, badelandet skal være varmet op uden gæster.


Seneste nyt

fra Nordjylland