Energikrise skaber rift om julehjælp: - Det kommer til at gå ud over børnene

Tilmeldingen til dette års julehjælp er knap nok åbnet, før det vælter ind med ansøgninger.

Der bliver rift om julehjælpen i Aalborg. I hvert fald hvis man kigger på antallet af ansøgninger, der allerede er blevet modtaget ved Røde Kors. 

Sidste år uddelte man julehjælp til i alt 400 familier, og der blev uddelt til alle dem, der søgte. 

Der har i år ikke været åbent for ansøgninger ret længe, men Røde Kors i Aalborg har allerede modtaget 200 af slagsen. 

- Der tegner sig et billede af, at flere med højere indkomster end normalt også søger julehjælp i år. Og det sker jo på baggrund af den nuværende økonomiske situation i verden, siger Hanne Dahl, formand for Røde Kors i Aalborg. 

Ændringer i hjælpen

Ikke nok med at inflation og stigende mad- og energipriser sender flere ansøgninger Røde Kors' vej, så er der fra Røde Kors' hovedkontor også blevet skruet op for værdien af julehjælpen. 

- I år er beløbet hævet på Coop-gavekortene i julehjælpen, så familierne får 900 kroner i stedet for 800 kroner. Det sker, så man kan få mere ud af pengene, siger Hanne Dahl.

I Røde Kors Aalborg lægges der desuden et gavekort på 200 kroner til Røde Kors' genbrugsbutikker i julehjælpen.

Tager gerne imod yderligere hjælp

Sidste år var de hos Røde Kors i Aalborg i stand til at give alle ansøgere julehjælp.

I år kommer det an på hvor mange, der ender med at søge, og hvor mange donationer Røde Kors får, hvor pengene er øremærket julehjælpen.

- Jeg vil gerne opfordre til, at hvis man sidder derude med lidt ekstra på lommen, så hjælper det rigtig meget her hos os. Og man kan sagtens sende sin donation direkte til julehjælpen, siger formand i Røde Kors Aalborg, Hanne Dahl. 

Hun mener, at de mange hurtige ansøgninger er et ret tydeligt billede på, at flere familier nok er ramt af inflationen, end vi har gået og troet. 

- Der er mange familier, der får svært ved at få tingene til at hænge sammen i år, og det bekymrer mig, for det kommer til at gå ud over børnene på den ene eller anden måde, siger hun.

Fristen for at søge julehjælp hos Røde Kors i Aalborg er søndag 27. november. 


Energikrise

Screenshot 2022-12-20 085442

Langt færre har brugt låneordning til energiregningen, end politikerne forventede

000_1m91qn-8256x5504ma

Inflation rammer nordjyske diabetikere: Over en fjerdedel fravælger altafgørende behandlinger

20161216-084925-L-4384x3137ma

Trist trend fortsætter: Mødrehjælpen sætter rekord for julehjælp

Varme

Kommunes varmeregning holdes i skak - det virker at sænke temperaturen til 19 grader

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland