Seneste nyt

fra Nordjylland

Kvinde hentet af lægehelikopter efter kollision med lastbil

Tidligere onsdag skete der et færdselsuheld på Rute 40 mellem Skagen og Hulsig i krydset ved Flagbakkevej og Frederikshavnsvej. 

- En norsk indregistreret personbil kørte formentlig frem for noget ubetinget vigepligt og bliver påkørt af en udenlandsk lastbil, fortæller Lau Larsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi. 

Et norsk ægtepar er i personbilen, og den kvindelige part bliver teknisk fastklemt, hvorefter hun bliver hentet af en lægehelikopter for at blive fløjet til Aalborg Universitetshospital. 

- Det er nok mest på grund af afstanden i virkeligheden, men hun klager over nogle smerter i ryggen og for at være sikker, flyver man hende ind, fortæller vagtchefen. 

Manden i personbilen blev undersøgt på stedet, og han var uskadt, melder vagtchefen. 

Klokken 11.40 meddeler Vejdirektoratet at vejen er spærret i begge retninger.