Nu er brinkerne langs en godt 300 meter lang forsøgsstrækning ændret til en flad, skrå profil, så åen nu kan rumme meget mere vand.
- Det er en hammergod løsning, der er lavet her. Nu står brinkerne ikke længere og er sumpede, og det betyder, at de kan holde til, at der i perioder kommer meget mere vand. Det geniale ved det er, at vandet nu kan komme væk, fordi vandløbet reelt er bredere, når der er meget vand, siger Torben Farum, der er formand for LandboNord.
Landbrugsorganisationen har samarbejdet med lystfiskere og embedsfolk i projektet, og det er gået så godt, at lystfiskere ikke kan mindes noget fortilfælde.
- Jeg tror, det er første gang i historien, at vi er blevet enige i den grad, men jeg håber ikke, det er sidste gang. Vi har virkelig haft en god dialog, så vi håber, projektet nu breder sig meget længere op ad åen, siger Jesper Christensen, som er inkarneret medlem af Sæby Sportsfiskerklub.