Seneste nyt

fra Nordjylland

Venstre-formand stopper omgående: Mistillid og intern uenighed fylder i alt

- Jeg kan ikke længere se mig selv som formand for et Venstre, hvor mistillid og intern uenighed fylder i alt, der arbejdes med, i og omkring organisationen, forklarer Louise Jæger (V), der per dags dato har trukket sig som formand for Venstre i Frederikshavn. 

Den nu daværende formand ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad hun mener med mistillid og intern uenighed. Dog forklarer hun, at det er lokalt, hun oplever dette. 

Hun har ellers været formand for Venstre i Frederikshavn de seneste fem år, men fredag er det slut. 

Dog er det ikke ensbetydende med, at Louise Jæger ikke er at finde i partiet. 

- Jeg melder mig ikke ud af Venstre, og jeg er ikke sur eller smækker med døren, da mit politiske ståsted stadig stemmer overens med Venstre, forklarer hun.  

Den seneste tid har netop Frederikshavn Kommune fyldt en del i mediebilledet, efter TV2 Nord kunne fortælle, at Frederikshavn havnen har en milliardstor gæld, som har resulteret i, at havnen nu er blevet kommunal. 

Desuden politianmeldte kommunaldirektør Thomas Eriksen samtlige politikere i byrådet for brud på tavshedspligten om den gældsplagede havn, for bare at nævne et par af de skandalesager, der udpspringer fra havnen.