Elev testet positiv: Efterskole sender alle elever hjem

Aabybro Efterskole sender alle 236 elever hjem, efter en af eleverne er testet positiv for COVID-19.

En elev på Aabybro Efterskole er testet positiv for COVID-19. Det betyder, at skolen er i gang med at sende de resterende 235 elever hjem for at blive testet, ligesom alt personale også skal testes.

- Det er en ny virkelighed, vi bliver nødt til at indstille os på, fortæller forstander Thorsten Matthiesen.

Skolen har kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, og følger myndighedernes vejledning.

- Og så er der jo andre efterskoler der har prøvet det før os, så vi har også nogle erfaringer der, vi kan læne os op af.

Thorsten Matthiesen fortæller, at de allerede er i gang med at organisere det, så eleverne kan modtage fjernundervisning fra mandag.

- Vi håber, at vi kan åbne skolen igen en gang i løbet af næste uge.

Eleverne er inddelt i kontaktgrupper, og de elever, der har været tættest på den smittede, skal testes to gange, mens alle andre skal testes én gang.


Seneste nyt

fra Nordjylland