Den besværlige kærlighed: Willy og Valerie må skifte bopæl fire gange årligt

Willy har adresse på Læsø og Valerie har bopæl i Skotland, men parret vil gerne nyde pensionistlivet sammen, men Storbritanniens farvel til EU gør kærligheden bøvlet.

- Vi kunne godt tænke os at bruge den sidste del af livet sammen.

Hver tredje måned er de på grund af Brexit-reglerne tvunget til at flytte mellem Danmark og Skotland.

Valerie Rose Cairns og Willy Roesen mødte hinanden første gang i sommeren 1966. De var begge 15 år. Han var med sine forældre på sommerferie i Østrig, og hun var på studietur med sin skoleklasse.

Selv om sommerferie-flirten kun varede nogle dage, var et bånd for livet blevet knyttet.

- Vi udvekslede adresser og skrev sammen i nogle år, men forbindelsen  gik tabt, fortæller Willy Roesen, og der skulle gå over 40 år, inden de så hinanden igen.

Brevudvekslingen stoppede, da Valerie blev gift.

- Hun sendte mig et stykke af bryllupskagen, men efter at den havde været forbi både de engelske og danske toldmyndigheder, så var der kun et par krummer tilbage, siger Willy Roesen.

Han blev også gift, og de fik begge børn og levede hver der liv i henholdsvis Danmark og Skotland.

Facebook førte dem sammen igen

For nogle år siden blev kontakten mellem dem genskabt takket være de sociale medier. På Facebook søgte Valerie efter Willy, og det havde hans datter set.

- Det endte med, at min ældste datter skrev til hende, at det vistnok var hendes far, som hun ledte efter, og det endte med, at vi igen kom i brevkontakt med hinanden, fortæller Willy Roesen.

Kærligheden fra sommeren 1966 var vakt til live igen, og efter mange mails mellem Skotland og Læsø rejste Willy til Skotland for at besøge Valerie.

- Vi kunne godt tænke os at bruge den sidste del af livet sammen, siger Willy Roesen.

Og her kunne kærlighedshistorien været endt med at de levede lykkeligt til deres dages ende, men Storbritanniens farvel til EU besværliggør parrets kærlighed.

Brexit kommer på tværs

Britiske statsborgere er nemlig efter Storbritanniens udtræden af EU ikke længere EU-borgere, og derfor må Valerie kun opholde sig tre måneder i Danmark på et turistvisum, inden hun skal rejse retur til Skotland og være hjemme i tre måneder, før hun igen må rejse til Danmark og besøge Willy på Læsø.

- Vi synes, det er en menneskeret, at vi selv må bestemme, hvornår vi vil rejse og besøge familien og ikke Brexit og Schengen-regler, som burde bestemme det, siger Willy Roesen.

Hvis Valerie ikke overholder indrejsereglerne, kan det betyde, at hun får to års indrejseforbud til Danmark.

Parret har nu i mere end et år pendlet frem-og-tilbage med tre måneders interval for at være sammen.

- Det er meget stressende. Vi er ældre mennesker. Jeg leder ikke efter arbejde her, men vil bare gerne selv kunne bestemme, hvornår jeg rejser frem og tilbage og være sammen med den person, som jeg elsker, siger Valerie Rose Cairns.

Altid på udkig efter billige flybilletter

Valerie og Willy er næsten konstant på udkig efter billige flybilletter, og meget af deres tid går med at koordinere og finde den næste rejse til eller fra Skotland.

- Jeg er i en situation, som jeg føler er imod mine menneskerettigheder, når jeg ikke selv er i stand til at bestemme, hvornår jeg vil rejse til Danmark, og hvornår jeg vil rejse hjem til Skotland og besøge min familie, siger Valerie Rose Cairns.

Parret har forsøgt at få hjælp, men regler er regler, og tre forskellige advokater har ikke været i stand til at hjælp, og lige nu ligger det største og spinkle håb om en fælles fremtid sammen i hænderne på skotterne.

- Inden vi dør, håber vi at Skotland får sig meldt ud af Storbritannien og bliver medlem af EU igen, siger Willy Roesen. 

Har du et godt tip?

Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder eller send en mail til redaktion@tv2nord.dk

Tip os

Seneste nyt

fra Nordjylland