Seneste nyt

fra Nordjylland

To uheld indenfor kort tid og afstand skabte kaos i myldretiden

Torsdag morgen måtte Nordjyllands Politi ud til hele to ulykker med blot 900 meters afstand og en time til forskel.

Klokken 7.30 skete der nemlig et uheld på E45 i nordgående retning mellem afkørsel 30 Støvring N og afkørsel 29 Svenstrup, hvor der ifølge meldingen var hele otte køretøjer impliceret. 

Dog viste det sig, at det ikke var helt så slemt, da Nordjyllands Politi ankom. 

- Det viste sig at være tre biler, som var kørt sammen af ukendte årsager, oplyser vagtchef Thomas Ottesen. 

Derfor måtte man lukke motorvejen fuldstændig for en stund, da der skulle ryddes op og sikres. Det resulterede også i, at der var en kæmpe kø midt i morgentrafikken. 

Heldigvis var der kun tale om materielskade og lettere tilskadekomst hos bilisterne. 

Endnu et uheld en time efter

Men blot en time senere var den gal igen. For klokken 7.30 fik Nordjyllands Politi en ny melding om et uheld - omkring 900 meter syd for det første uheld - ved sammenfletningen fra Svenstrup tilkørslen ud på E45. 

- Her måtte vi også spærre begge vejbaner, konstaterer vagtchefen, der oplyser, at der også her var tale om materiel og lettere tilskadekomst. 

Selvom det værste af den tidligere kødannelse var ovre, så gav det anledning til yderligere kødannelse, men Nordjyllands Politi er ikke længere til stede på adressen.