Flere berørte vidner afgav forklaring i Mia-sagen
Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord
Vidnerne i dag var både nogle, der kendte Mia Skadhauge Stevn privat, og nogle, der stødte ind i hende den nat, hun forsvandt.
Det var svært for flere vidner at afgive deres forklaring i landsretten torsdag. En enkelt forklaring fik fremkaldt en reaktion fra Thomas Thomsen.
Fjerde dag i ankesagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn bød på flere berørte vidner og en forundret Thomas Thomsen, der for første gang siden ankesagen gik i gang, havde en lille reaktion.
Men der kom ikke nye oplysninger frem i forhold til det, vidnerne havde forklaret i byretten sidste år.
Ifølge anklageren var det torsdag vigtigt at få belyst, hvordan Mia Skadhauge Stevns tilstand var, før hun stødte på Thomas Thomsen ved Vesterbro. Derfor var mange vidner, der enten havde været sammen med Mia Skadhauge Stevn den nat i byen, eller som var stødt på hende, indkaldt i dag.
- Der har været et bevistema omkring Mia Skadhauge Stevns tilstand forud for, at hun bliver samlet op, og det har vi selvfølgelig forsøgt at afdække, siger anklager Emil Stenbygaard og fortæller, at der fra hans synspunkt ikke er kommet noget nyt op i dag i forhold til byretten.
Tilstanden var vigtig
Det var også vigtigt for forsvarer Mette Grith Stage at afdække Mia Skadhauge Stevns tilstand.
- Det var ret relevant at få belyst, hvordan Mia Skadhauge Stevn havde det i minutterne før, hun bliver samlet op af min klient, siger hun.
Det var også vidner, der netop kunne afklare dette, som blev afhørt først på dagen onsdag.
Kæreste og veninde vidnede
De første vidner var Mia Skadhauge Stevns daværende kæreste og den veninde, hun var i byen med den nat, hun forsvandt.
Begge fortalte om en glad Mia Skadhauge Stevn, der var fuld den nat i februar 2022. Ifølge kæresten havde hun sendt ham flere beskeder. En af dem blev "læst" op i landsretten, selvom den næsten var helt umuligt at tyde, da den var kludret og fyldt med fejl. Kæresten konkluderede derfor, at Mia Skadhauge Stevn var fuld.
Det kunne Mia Skadhauge Stevns veninde nikke genkendende til. Ifølge hende havde de den nat fået omkring 10 genstande, og de havde en sjov bytur, forklarede hun.
Flere vidner, der mødte Mia Skadhauge Stevn den nat i Jomfru Ane Gade, forklarede i retten i dag, at hun virkede fuld. Flere beskrev hende som mumlende og slingrende, og to forklarede, at hun kyssede dem kort på munden.
En af vidnerne fortalte, at hun "havde fortrængt" flere af minderne, fordi det var svært at forholde sig til, hvad der var sket. Også Mia Skadhauge Stevns veninde virkede berørt, da hun begyndte sin forklaring.
Kunne ikke finde på utroskab
Anklageren ville også vide, hvordan Mia Skadhauge Stevn snakkede om sin kæreste.
Veninden forklarede, at Mia Skadhauge Stevn snakkede om, hvor dejlig kæresten var. Veninden kendte også godt til, at de skulle flytte sammen.
Anklageren ville vide, hvordan Mia Skadhauge Stevn så på at kysse andre i byen.
- Jeg kunne ikke forestille mig, hun ville gøre det. Også på grund af den måde, hun snakkede om sin kæreste på, sagde veninden.
Veninden har heller aldrig set Mia Skadhauge Stevn kysse med andre i byen. Hun havde heller aldrig oplevet de "blackouts", som det er kommet frem, at Mia Skadhauge Stevn kunne få. Mia Skadhauge Stevns kæreste forklarede også, at han heller ikke troede, hun kunne finde på at være sammen med andre fyre.
- Sådan var hun slet ikke, sagde kæresten og fortalte, at de havde snakket om, hvordan de skulle være over for hinanden.
- Hun havde ikke lyst til andre end mig. Hun havde ikke lyst til at lave sjov og ballade med andre, når hun var fuld, sagde han.
Ifølge Thomas Thomsens forklaring, som kom frem i landsretten mandag og tirsdag, så var det Mia Skadhauge Stevn, der ifølge ham gentagne gange skulle have været flirtende og lagt op til sex med ham.
Thomas Thomsen virkede forundret
Udover vidnerne fra Jomfru Ane Gade, var der også indkaldt et vidne, som så en mørk bil holde parkeret, samt mand ved siden af bilen. Det så han på en vej inde i Hammer Bakker. Vidnet var faret vild og undrede sig over, at der var nogen på det sted så tidligt om morgenen. Klokken var cirka 06.45.
Også Thomas Thomsens tidligere kollega skulle afgive forklaring. Og her så vi for første gang en reaktion fra Thomas Thomsen. Vidnet forklarede, at Thomas Thomsen havde vist ham tre voldsomme videoer med blandt andet indhold, der handlede om henrettelse og voldtægt.
Da vidnet forklarede sig, kiggede Thomas Thomsen flere gange på vidnet, rynkede på næsen og hævede øjenbrynene. Han så generelt forundret ud.
I de forrige retsdage har Thomas Thomsen ikke haft den store reaktion. Heller ikke, da han selv skulle afgive forklaring. Han har for det meste siddet og kigget lige ud, ned i sit papir eller snakket lavt med sin forsvarer.
Mette Grith Stage havde flere spørgsmål til den tidligere kollega, og spurgte flere gange og indgående ind til, hvorfor og hvor længe, kollegaen kiggede på videoerne. Det kunne vidnet ikke rigtigt svare på.
Savnede ikke en kæreste
Til sidst skulle Thomas Thomsens tidligere ven afgive sin forklaring. Ifølge ham var de bedste venner og havde daglig kontakt førhen.
Ifølge vidnet gik de kun i byen sammen, da de var en 18-19 år gamle. Anklageren spurgte meget ind til, om de gik i byen sammen.
Ifølge vidnet var Thomas Thomsen kun i byen med sine soldaterkammerarter nogle gange.
Anklageren spurgte ind til, om han kunne huske, hvilken kæreste, Thomas Thomsen senest havde haft. Men det kunne vidnet ikke huske.
Vidnet fortalte, at Thomas Thomsen ikke gav udtryk for, at han savnede en kæreste.
Den tidligere ven var også berørt af situationen. Forinden dagens retsmøde, havde han bedt om, at Thomas Thomsen blev flyttet væk fra retslokalet, når han skule afgive forklaring. Men det blev afvist. Det samme gjorde sig gældende i byretten.
Fortsætter med politividner
På tirsdag fortsætter ankesagen med afhøring af fem betjente, som alle har haft noget med sagen at gøre. Flere var ude og lede efter ligdele i Dronninglund Storskov.
Herefter fortsætter sagen med anklageren og forsvarerens procedure den 21. maj. Det forventes, at der bliver afsagt skyldkendelse den 29. maj og dom den 30. maj.