Fanget på åbent hav - ikke langt fra Somalias pirater

Se programmet "Fanget på åbent hav" nederst i fortællingen - eller klik her.

Det er september 2022. 

60-årige Kim Johansen fra Nørholm har for kort tid siden solgt sin virksomhed, Aalborg Stilladser, og er nu begyndt på det, der skal være hans otium. På hans 48 fod lange sejlbåd vil han sejle rundt i Middelhavet, og med tiden er det planen, at han skal sejle over Atlanten. 

Båden hedder Heki og er en Bavarian 47 fra år 2000. Den har tre kahytter og en kabys, og er nok det, man i udlandet ville kalde en yacht.

Planerne er store, og der er mange af dem. Kim Johansen glæder sig til at komme ud på det, han regner med, skal være hans livs store eventyr. 

Båden har han ejet siden 2017. Han har købt den på Seychellerne, og der har den stået indtil nu.

Intet mindre end 25 gange de seneste fem år er han rejst til Seychellerne for at sejle på Heki, men det har været korte ture, hvor båden hver gang er kommet hjem til Seychellerne. 

I september 2022 skal båden videre. Den skal til Europa. 

- Planen er, at jeg skal sejle den til Grækenland. Og så har jeg planlagt, at jeg vil sejle rundt i Middelhavet i et års tid, for så derefter at sejle over til Caribien, fortæller Kim Johansen. 

Han smiler ved tanken.  

- Så det er en rigtig god fornemmelse, jeg har på det tidspunkt. Nu er jeg på vej. Nu starter eventyret.

Fra foråret og frem til afrejsen i september i 2022 har Kim været på Seychellerne for at få båden klar. Den har været på værft og er blevet repareret, hvor der er brug for det. Også sejlene har været forbi en professionel. 

To lokale fra Seychellerne har hjulpet Kim med båden. Det er nemlig planen, at de skal med på rejsen til Middelhavet. 

Den ene er god til at rode med motorer, og den anden har licens til sejle båden, så han og Kim kan skiftes undervejs på den lange tur til Middelhavet. 

Første stop på rejsen er øen Socotra, der ligger stik nord for Seychellerne. Øen er yemenitisk og ligger øst for Somalia. 

Men få dage før afrejse, da båden er tanket med diesel, og provianten til de tre mænd er indkøbt, forlanger de to besætningsmedlemmer en væsentlig højere løn - og de forlanger hver især at få en iPhone. 

Den er Kim ikke med på. 

Han føler sig snydt og siger, at det vil han ikke være med til. Så han beslutter sig for at sejle afsted mod Socotra alene. 

- Jeg sagde til dem på godt dansk, at de kunne rende mig, fortæller Kim og uddyber: 

- Båden var gjort klar, og i og med at jeg tidligere har sejlet rundt på øerne omkring Seychellerne alene, har jeg ingen problemer med at skulle sejle solo igen. 

Da Kim har sejlet nordpå i cirka tre en halv dag, rammer den første ulykke. 

- Midt om natten begynder det lige pludselig at blæse voldsomt op. Det er det, man kalder en thunderstorm, der er over mig. Det regner i lårfede stråler, og så kommer der noget vind af en helt anden verden, fortæller Kim og fortsætter: 

- Jeg prøver at få styr på situationen, mens det begynder at lyne og tordne omkring mig. Og der blæser mit forsejl så i stykker. Fuldstændig.

Da det igen bliver lyst, og stormen har lagt sig, sætter Kim storsejlet op. 

Et sejl, Kim normalt helst undgår at bruge, når han sejler solo, fordi han skal ud på dækket og arbejde med det.

-  Men jeg er tvunget til det, så jeg går ud og får det hejst op, forklarer han. 

Som bekendt kommer en ulykke sjældent alene. Sådan er det også for Kim. For der går ikke mange timer, før den også er gal med storsejlet. 

- Det kommer bare ræsende ned. Det er sjæklen, der er knækket, siger han. 

Sjæklen er en lille jernbøjle, som sejlets wirer sidder fast i.

Kim forsøger at binde en tarp op og bruge som sejl, men det lykkes ikke.

Situationen er alvorlig, for han er midt ude i det Indiske Ocean og sejler nu kun for motor. Forude venter fem dages sejlads til Socotra.

På vejen møder han et godsskib, der kalder ham op over skibets radio, som det er kutyme, når man mødes ude på havet. 

Det er det første skib, og det første menneske, Kim taler med i de fire dage, der er gået, siden han sejlede fra Seychellerne. Personen på skibet spørger Kim, om alt er OK.

- Der må jeg fortælle ham, hvad det er for en situation, jeg står i. Vi diskuterer det lidt frem og tilbage, for turen tilbage til Seychellerne vil tage fire dage, og det er mod vind og bølger. Hvis jeg skal fortsætte nordpå mod Socotra tager det fem dage, fortæller Kim. 

Samtalen ender med, at de bliver enige om, at det er fornuftigt at fortsætte nordpå, nu hvor både vind og vejr er med Kim.  

- Og så slutter han af med at sige: "Good luck my friend. May God be with you", siger Kim, der bliver berørt af mindet. 

For Kim får nemlig snart hårdt brug for både held og lidt guddommelig indgriben. 

Kims uheld fortsætter.

Da han har sejlet i et par dage kun for motor, kan han pludselig høre, at der er noget galt. 

Farten falder, og det går op for Kim, at der sidder noget i skruen. Han tror, at det er nogle af de mange fiskeliner, der driver rundt i havet. 

- Der er ikke så meget at gøre, for der er kun mig på båden, så jeg går ned og finder min dykkermaske, min dykkerhåndlampe og en dolk. Så binder jeg et reb omkring brystet og binder det fast til båden. Og så springer jeg ned under vandet med dolken i munden, så jeg kan holde højre hånd mod båden, så den ikke slår ind i mit hoved, forklarer Kim. 

Da han kommer under vandet, ser han, at det er en stor klump tang, der har sat sig fast i skruen. Den får han hurtigt skåret væk, så han kan nøjes med en dykning.

Bagefter kravler han op på båden igen og sejler videre med 6 knob. 

Han slap med skrækken. 

Knap et par dage senere er den for alvor gal. Motoren er stået helt af.

Gearkassen er gået i stykker, og der er intet, Kim kan stille op. 

Han er nu fanget på havet, ikke langt fra Somalias kyst, hvor pirater er kendt for at hærge.

- Der er et rimeligt grimt vejr, bølgehøjden er på fem til seks meter, og der blæser meget. Det er - for at sige det på godt dansk - noget lort. Og det er jeg godt klar over, siger Kim. 

Tanken om, om han er i livsfare, strejfer ham. Men han tillader ikke sig selv at dykke for meget ned i den tanke.

- I stedet tænker jeg på måder, jeg kan komme ud af det på, siger Kim. 

Han skynder sig at trykke på VHF-radioens "distress"-knap, som udsender et signal til andre skibe i nærheden om, at noget er galt. Bagefter tager han sin satellittelefon og ringer til Søværnskommandoen (tidligere kaldet Søværnets Operative Kommando). 

Til at starte med undrer de sig over, hvad en dansker laver så tæt på Somalias kyst, hvor pirater er kendt for at have hærget. Men den snak er Kim ikke interesseret i at tage, så de taler i stedet om at finde en løsning. 

- I telefonen siger han til mig, at han vil ringe til amerikanerne og høre, om de har et krigsskib i nærheden, der kan komme mig til undsætning. Amerikanerne har nemlig krigsskibe, man ikke kan se på radaren, der ofte sejler rundt i området, forklarer Kim. 

I næsten to timer bliver båden kastet rundt i de høje bølger, inden der igen er lyd fra telefonen. 

- De fortæller mig, at der desværre ikke er et krigsskib i nærheden. 

Det er i timerne efter Søværnskommandoens besked, at situationens alvor virkelig går op for Kim. Han begynder at frygte for sit liv, og han giver sig selv nogle løfter.

Han lover sig selv, at hvis han kommer levende fra båden og nogensinde kommer til at handle i Rema 1000 i Frejlev igen, så vil han huske at smile.

- Og hvis jeg nogensinde kommer hjem og får en middag med familien igen, så er jeg nok den lykkeligste og heldigste mand.

Da morgenen gryr og Kims skæbne er uvis, får han en sms fra sin intetanende datter. Han beslutter sig for at ringe hende op via sin satellittelefon, og han fortæller det, som det er, men lover hende at komme ud af situationen med livet i behold.

Han føler, at han bliver nødt til at forklare hende situationen, hvis nu det ender galt.

- Da han fortæller mig, at jeg ikke skal være bekymret, ved jeg godt, hvad klokken er slået, siger Nanna Louise Johansen.

- Jeg gør mig tusind tanker, og tænker "hvad nu hvis han ikke kommer hjem?" Jeg synes, det virker som en umulig situation at sidde i derude, og jeg ved, at det er en strækning, hvor der ikke er særlig meget trafik, husker hun.

Hvad er det, du er bange for her?

- At han drukner. At der ikke er nogen, der når frem til ham i tide. 

Adskillige timer efter samtalen med Nanna er der gang i VHF-radioen. 

Et skib har opfanget hans signal og har taget kontakt til Kim. 

Skibet hedder Aquarius og sejler med nye biler. Det er et enormt skib sammenlignet med Kims 48 fods sejlbåd, og det står hurtigt klart, at en redning ikke vil være mulig, fordi skibet er så stort.

I stedet beslutter kaptajnen på Aquarius sig for at blive i nærheden og sende Kims signal ud gennem sin egen radio, da den har en større radius end Kims. 

Det viser sig at give pote. 

Aquarius får kontakt til et olietankskib, Riviera II, som vælger at ændre kurs og komme Kim til undsætning. 

Efter cirka to timer kan Kim se skibet. 

Det er ligesom Aquarius et stort skib, men kaptajnen har en plan for redningen. De vil sejle ned til ham nordfra og rundt om ham i en bue, og så vil de sænke en redningskrans ned fra skibets kran, som han kan hoppe over i. 

Kim ved godt, at udfaldet kan gå begge veje. Det bliver for alvor understreget, da kaptajnen på Riviera II ringer ham op for at få telefonnumrene på Kims børn, hvis det går galt.

- Søredning er utroligt vanskeligt. Der er så mange ting, som skal falde på plads. Risikoen er jo, at vi støder sammen. Men en ting er jeg klar over; hvis jeg røg i vandet, så var jeg død, fortæller Kim. 

Kim pakker en taske og en pose med lidt ekstra tøj, vigtige papirer, pas, penge, telefon og computer. Og så gør han sig klar til at blive reddet. 

- Jeg sidder i hjørnet under taget på min egen båd og venter på, at min båd skal komme tæt nok på nettet til, at jeg kan komme over i det. Jeg er godt klar over, at jeg måske kun får én chance.

- Da den chance kommer, løber jeg bare ud. 

I redningen mister Kim alle de ejendele, han havde pakket. 

Han bliver kastet rundt som en kludedukke i redningsnettet, og han koncentrerer sig kun om én ting: At holde fast. Masten fra hans egen båd hamrer flere gange mod det store skib og er tæt på at ramme Kim. 

Men han når op på Riveriera II med livet i behold. 

- Jeg kommer ind på skibets hospital og får mit våde tøj af. Besætningen finder noget af deres eget tørre tøj, som jeg får på i stedet, og så begynder vi at kigge på, hvad jeg har af skader. 

- Mit lår er fuldstændig sort og blåt, min arm er sort og blå, og jeg bløder og har en flænge i panden. Men jeg registrerer ikke smerte på det tidspunkt, husker Kim.  

Det første Kim gør, da han er blevet tilset, er at ringe hjem til sin voksne søn Michael og fortælle, at han er blevet reddet. 

Han beder Michael om at kontakte både søsteren Nanna og Søværnskommandoen for at give dem besked. 

- Det var en meget følelsesladet samtale. Han var lykkelig over, at hele situationen nu var ovre, og for mig var det jo en lettelse, at det hele gik, som det skulle, og at jeg holdt, hvad jeg lovede Nanna, fortæller Kim. 

Seks dage senere er Kim Johansen igen hjemme i Danmark. Han sejlede med olietankskibet til Indien og fløj hjem derfra, selvom han var meget forslået. 

I lufthavnen ventede begge hans børn, børnebørn og nogle gode venner. 

- Det var helt overvældende og utroligt følelsesladet, fortæller Kim. 

Han er iført tøj fra skibets personale og en hat, han har fået som souvenir med navnene på de mennesker, der hjalp med at redde ham. 

Besætningen var fra Filippinerne, og de vidste, at Danmark var et koldt land, så for dem var det vigtigt at give ham en hue med på vejen hjem, så han ikke kom til at fryse. 

I lufthavnen græder Kim. 

Det er hans nærmeste ikke vant til at se. Langt fra. 

- Jeg kan ikke mindes, at jeg har set min far være ked af det nogensinde før, så det rørte mig helt vildt meget, fortæller Nanna, der dog havde hørt ham græde.

Det skete, da hun talte i telefon med ham, mens han var ombord på Riviera II.

- Jeg har altid set min far som en meget stærk mand, og da han fortæller, hvad der er sket ham, undervejs bryder han fuldstændig sammen. Jeg kan godt høre, at det er en knækket mand. 

En hård hund går pludselig til psykolog

En uge efter at Kim er kommet hjem til Danmark, har han arrangeret en middag for hele familien i sit hus i Nørholm i nærheden af Nibe. 

Han har selv købt ind og lavet al maden. 

- Da jeg handlede, huskede jeg at smile, fortæller Kim. 

Kim gør nemlig de ting, han lovede sig selv, at han ville gøre, hvis han slap fra bølgerne med livet i behold. 

- Det er klart, at man lærer at sætte mere pris på tingene, efter at man har fået den ekstra chance, forklarer han. 

Hele Kims liv har ændret sig, efter han kom hjem. Kim, der ellers har været chef i en hård branche - stilladsbranchen - er pludselig bange, når det blæser. Det minder om blæsten, der var på båden, mens han drev rundt. 

Om natten sover han næsten ikke. 

- Jeg plejer altid at være en hård hund, og jeg har været det hele mit liv, men den her situation... Efter jeg er kommet hjem, har jeg lidt svært ved at kapere det hele. Jeg kan ikke sove om natten, og jeg snakker med en psykolog, som siger, at det er sådan noget PTSD-lignende.

I en lang periode har han talt med en krisepsykolog flere gange ugentligt, og da TV2 Nord er på besøg, har han kun sovet et par timer natten i forvejen. 

Hans ene ben er stadig skadet efter den voldsomme redningsaktion. Både de fysiske og psykiske mén døjer han med endnu, et halvt år efter redningen. 

Alligevel er han ikke i tvivl om, at han skal på eventyr igen en gang. 

- Hvis ikke man udfordrer sig selv her i livet, så føler jeg heller ikke, at man lever siger han.

Kim har efterfølgende været ude at give foredrag til andre sejlere om sine oplevelser. Han kan mærke, at det hjælper at tale med andre om hans voldsomme oplevelser til søs. 

Denne webdok er udarbejdet af Anna Bjørn og Josefine Brader.