Den første, den største, men han måtte prikkes og tvinges til at udtage sin søn til landsholdet
I et hudløst ærligt interview med dansk ishockeys godfather fortæller den tidligere landstræner om det at have to sønner. En på og en lige-på-nippet til landsholdet.
- Jeg var hele tiden en lille smule bange for det der med at blive beskyldt for nepotisme.
- Og hockeyverdenen er lille i Danmark.
Selvom hockeyverdenen er lille, er det Heinz Ehlers fra Aalborg, der er en af de helt store i humlebihistorien om dansk ishockey.
I mange år, indtil NHL-invasionen gjorde ham rangen stridig, var han at betragte som den bedste danser nogensinde på skøjter.
På skøjter bankede han døre ind en masse.
Han blev første dansker i den bedste svenske række, han blev første dansker til at blive NHL-draftet, og den nuværende Visp-træner blev også den første træner, der tog Danmark til OL.
I den seneste udgave af Tredje Halvleg gæster han Brix & Jørgensen og løfter sløret for nogle helt særlige detaljer i sin tid som landstræner.
For hvor hans yngste søn, Nikolaj, med NHL-karriere og flere vigtige VM-mål i mange år har været selvskrevet profil på landsholdet, var det noget andet for storebror Sebastian.
Ja, hockeyverdenen er lille i Danmark.
- Jeg kan huske det første eller andet år, hvor jeg var landstræner og har udtaget truppen, siger Jesper Duus (mangeårig landsholdsstjerne og daværende sportschef, red.): Hvorfor er Sebastian ikke med?
- Så siger jeg: Stop nu!
- Men det er da ikke fair overfor ham, siger han.
Kunne ikke komme udenom ham
Men Heinz Ehlers erkender, at han ikke ønskede at blive beskyldt for nepotisme ved at udtage sin søn.
Sebastian Ehlers vej har ellers været mere bumlet end lillebror Nikolaj, der som 15-årig spillede i den bedste schweiziske liga - og senere gjorde det farmand ikke gjorde - blev en NHL-profil.
Storebror Sebastian måtte via lavere kæder i Aalborg til Odense, hvor han voksede til profil.
Men landsholdet - i hvert fald under ledelse af far Heinz - var no-go.
Indtil...
- Der var andre spillere på, som jeg synes var samme niveau eller lidt bedre. Og så er det bedre, at jeg slår ham ud, siger Heinz Ehlers om balanceakten mellem at være far og træner. Til sidst sagde ishockey-unionen i skikkelse af formand Henrik Bach, der også er fra Aalborg, at nu må det være tid for Sebastian.
Til stor lykke for Sebastian Ehlers får han derfor endelig lov til at trække landsholdstrøjen over hovedet.
- Han var jo også glad, siger Heinz Ehlers, og fortsætter:
- Jeg havde godt set, at han har haft nogle rigtig gode sæsoner i Odense og lavet mange af pointene.
- Men til sidst kunne jeg heller ikke komme ud om ham.
Som brødre vi dele
Netop de to brødre har også givet hinanden noget, afslører Heinz Ehlers.
Det er måske ret naturligt.
For Nikolaj, den yngste, der har gang i en stor sæson for Winnipeg, kunne være grædefærdig, når han kom tordnende hjem fra skole for at komme direkte ud og spille med storebror Sebastian og hans kammerater.
Og fik et nej, hvis Sebastian en sjælden gang ikke orkede et have lillebror med.
Så kunne Nikolaj godt komme farende ind til mor og far med tårer i øjnene. Og så endte det ofte med, at far Heinz fik pippet om ikke godt ’bettebror’ kunne få lov at være med.
Sådan er det ikke mere, griner Ehlers senior, der selv blev trænet af sin far Jens.
- Som jeg altid siger med Nikolaj: Jeg kommer til at være hårdest ved dig, indleder Heinz Ehlers og henviser derefter til sin egen far.
- Det har jeg også mærket. Det er der ingen tvivl om.
Ikke meget curling
Jo ældre han selv er blevet, i dag 58-årige Heinz Ehlers, jo mere er han blevet bevidst om, hvad og hvor meget hans egen far har givet ham. Det har flere af hans tidligere holdkammerater fra både det aalborggensiske baggårde og på isen forklaret ham.
De har faktisk sagt, at det var en decideret fordel at have en hård far som træner.
- Det var jo en kæmpe fordel for dig, sagde de, fordi jeg blev pushet meget, siger Heinz Ehlers i dag og formulerer det ikke-særlig 2024-curling-forældre-agtigt.
Men det her er også ishockey og benhård elitesport.
- "Havde vi haft forældre, som havde pushet os hjemme, havde vi måske også kunne haft en lidt bedre og større karriere, end hvad vi fik."
Så der er både fordele og ulemper ved at have sin far som træner. Bare spørg i familien Ehlers.
Et af de måske bedste afsnit af Tredje Halvleg runder både fædre, sønner og fædrenes synder, en teenager med hjemve i Sverige, et liv med hockey i baggården og Samsøgade – og en ret så spirende fodboldkarriere.
Tredje Halvleg med Heinz Ehlers finder du hér, der tv2nord.dk, på PLAY, TV2 Salto og efter nyhederne i aften 19.45 på TV2 Nord.