Endnu en bølge af Kähler-hysteri
Endnu en bølge af Kähler-vase-hysteri har ramt Nordjylland. I dag landede yderligere 500 eksemplarer af den eftertragtede vase hos en webshop i Nørresundby, hvor de skulle pakkes om og sendes ud til forventningsfulde kunder. De 500 vaser blev solgt på blot 10 minutter.
500 eksemplarer af Kähler-jubilæumsvasen blev i dag pakket og sendt fra webshoppen Superla.dk i Nørresundby.
Rigelige mængder af bobleplast og flamingo er uundværlige elementer, når 500 Kähler-jubilæumsvaser skal pakkes. Og det var præcis hvad med medarbejderne hos Superla.dk i Nørresundby gjorde i dag.
- Det er sjovt at sælge en vare, der er så stor rift om. Vi kunne have solgt 5000, hvis vi havde haft dem!
Sådan siger Thomas Simonsen, webshopansvarlig hos Superla.dk, der satte de 500 vaser til salg på deres hjemmeside for 14 dage siden. På blot 10 minutter var samtlige vaser solgt.
- Det er jo utroligt, at en vase kan skabe så meget hysteri. Vi blev overrendt, da vi satte den til salg, siger han.
Det er langt fra første gang, at Nordjylland bliver ramt af "vase-feber." Så sent som i mandags stod hundredvis af nordjyder i kø ved Salling i Aalborg, da de satte en mindre udgave af den populære jubilæumsvase til salg.
Hos Superla.dk blev de 500 vaser i dagens løb pakket og sendt videre til kunderne. Thomas Simonsen understreger samtidig, at vaserne er totalt udsolgt og næppe kommer til salg hos virksomheden igen.