

Hundepoter og vejsalt er en dårlig kombi: Her er de gode råd
Foto: Torben Hedemose / TV2 Nord
Det er en god idé at være opmærksom på de firbenede venners poter i vinterkulden.
Der bliver spredt store mængder salt på fortove og veje i denne tid, så vi kan færdes sikkert.
Men ikke alle levende væsner i landsdelen er glade for det.
- Det svier, klør og kan være rigtig ubehageligt for hundene, fortæller dyrlæge hos AniCura Dyrehospitalet City Syd i Aalborg Kathrine Kirk.
Hos dyrehospitalet oplever de for tiden mange henvendelser fra bekymrede hundeejere, der oplever at deres hunde reagerer på det saltede underlag på gåturerne.
Mange af de hundeejere møder de også hos Pet Hollywood Dyrehandel i Aalborg.
Her er den helt store 'sællert' en lille sok til poterne og dertilhørende potespray, - salve og -creme.
Se hele indslaget herunder:
Gode råd
Er man i tvivl om, hvorvidt ens firbenede ven irriteres af salten, kan man holde øje med et par tegn:
- Folk opdager ofte, at hunden gnaver eller slikker sig mellem i poterne om aftenen efter en gåtur. Er de meget ømskindet, kan de også begynde at halte en lille smule, fortæller Kathrine Kirk, der fortsætter:
- Og årsagen kan være noget så simpelt som salt på vejene.
Men der er råd at hente.
- Det vigtigste er at vaske poterne, når I har været på tur, og det er vigtigt at tørre dem godt bagefter, lyder det fra dyrlægen.
Og så kan man forebygge, at salten når de sarte poter.
- Brug en rigtig god potevoks på trædepoterne og mellem tæerne, inden I tager på tur. Og det skal man så også huske at vaske af, når man kommer hjem, afslutter Kathrine Kirk.
Se alle de gode råd præsenteret her: