Kähler-kaos i Salling

Kählers jubilæums-design er så populært, at en mini-udgave af den eftertragtede vase i dag igen skabte lange køer ved lanceringen i Salling.

Kähler-hysteriet vil ingen ende tage. Igen i dag var den populære vase i centrum hos Salling i Aalborg, der lancerede en mindre udgave af vasen.

Lanceringen skabte igen store køer, og mange nordjyder havde ventet i flere timer, for at være sikker på at sikre sig et eksemplar klokken ni mandag morgen.

- Jeg har været her siden midnat, for at være en af de første, der kunne få fingre i den, sagde Nete Nørkjer, der var en af de første, der sikrede sig en vase.

Da Kähler sendte den store udgave af jubilæumsvasen på gaden, skabte det stor omtale, og hos Salling i Aalborg havde man forberedt sig på en lignende tilstande. Derfor kom det ikke bag på salgschef i Salling, Michael Bechmann Dalgaard, at der fra morgenstunden ville opstå lange køer.

- Jamen det var jo et stort tilløbsstykke, som vi kunne se, og det havde vi også håbet og regnet med. Jeg vil også sige, at lige meget, hvornår den (Kählervasen red.) kom, så havde vi solgt det her antal, som vi havde fået, fordi den er så populær, siger Michael Bechmann Dalgaard.

Efter flere timers venten var det også en glad Nete Nørkjer, der kunne tage hjem med sit helt eget eksemplar.

- Jeg er rigtig lettet, og jeg er rigtig glad for, at jeg har fået en Kähler vase. Så er der en af julegaverne, der er sikret der, og det er jeg rigtig glad for.


Seneste nyt

fra Nordjylland