Nordjyder betaler mere i kirkeskat - særligt én kommune topper
Foto: Nationalbanken
I alle nordjyske kommuner er kirkeskatten højere end landsgennemsnittet.
Der er stor forskel på, hvor meget man betaler i kirkeskat alt efter, hvor i landet man bor. Kirkeskatten varierer nemlig fra kommune til kommune.
Nordjylland er et af de steder, hvor kirkeskatten er på sit højeste.
På landsplan betaler danskerne i gennemsnit 0,87 procent i kirkeskat. Men sådan er det langt fra i Nordjylland. Her slipper man billigst i Aalborg med 0,98 procent og dyrest på Læsø, hvor man betaler 1,3 procent.
Det er desuden den kommune i landet, hvor kirkeskatten er højest.
Det lyder måske som små forskelle i en relativt lille procentsats, men det løber op i det store hele.
Hvis man har en løn på 35.000 kroner om måneden og betaler den gennemsnitlige kirkeskat, betaler man 304 kroner hver måned. Bor man derimod på Læsø, betaler man 455 kroner.
Det løber op i en forskel på 1812 kroner om året.
Det er primært sjællandske kommuner, hvor skatten er under landsgennemsnittet. Billigst er det i Gentofte Kommune, hvor kirkeskatten ligger på 0,4 procent. Her betaler en person med en indkomst på 35.000 kroner om måneden blot 140 kroner i kirkeskat.
Er man interesseret i præcist at finde ud af, hvor mange penge, man i indeværende år skal betale i kirkeskat, kan man se på sit skattekort på borger.dk.