Nordjysk efterskole er en af få - nu vil minister gøre kunsten efter

Pilen peger på mig som minister, lyder det.

Der er for få muligheder for at stifte bekendtskab med håndværksfagene, når unge i 9. og 10. klasse skal overveje deres fremtid.

Og der er for dårlige muligheder for de håndværks interesseret, når unge leder efter en efterskole.

Det vil undervisningsministeren nu gøre noget ved.

- Vi har brug for både kloge hoveder og kloge hænder. Jeg holder meget af efterskolerne, men der er en stadigt stigende del af eleverne, der kommer fra hjem med høje indkomster, og de afspejler ikke længere sammensætningen i den danske befolkning, lyder det fra Mattias Tesfaye (S), da han fredag besøger Halvorsminde Efterskole i Hjørring.

En helt ny verden

Halvorsminde er en af bare tre efterskoler i Danmark, der også er en af landets såkaldte Frie Fagskoler. 

Frie Fagskoler underviser i klassisk håndværk og underviserne er faglærte, hvilket betyder, at undervisningen er mindre boglig og mere faglig. En undervisningsform der tiltaler ministeren.

- Det åbner jo en helt ny verden for de unge. Nogle får lyst til en håndværksmæssig uddannelse, når de stifter bekendtskab med fagene i håndgribelig undervisning, og det vil jeg gerne understøtte, siger Mattias Tesfaye.

Se flere billeder fra ministerens besøg på Halvorsminde Efterskole & Frie Fagskole herunder: 

Dyrt og besværligt

Støtte er der også brug for. 

For når der kun er tre efterskoler, der tilbyder Fri Fagskole, skyldes det bureaukrati og økonomi. Det er svært at finde kvalificerede faglærere, der samtidig kan være efterskolelærere, lovgivningen er besværlig, og så er undervisningen også dyr.

- Vi arbejder ud fra bestemmelser og rammer, der er udstukket af Christiansborg, og der er brug for bedre forhold. Det er klart, at det er vanskeligt for skolerne at komme i gang med det her, for værkstedsundervisning er dyr. Gode og veludstyrede værksteder er bekostelige, og så er det dyrt at have tre faglærere i gang med at undervise femten elever, forklarer forstander for Halvorrsminde Efterskole & Frie Fagskole, Jens Beermann, og fortsætter:

- Vi har tit besøg af andre efterskoler, der gerne vil i gang med at kombinere efterskolen med fagskoleundervisning, men de kommer aldrig rigtig ud af starthullerne.

Se hele inslaget herunder: 

Pilen peger på ministeren

Men efter fredagens besøg på Halvorsminde er der måske nye tider på vej.

Undervisningsministeren anerkender i hvert fald, at der skal gøres noget politisk, hvis flere efterskoler skal tilbyde kvalificeret håndværksmæssig undervisning.

- Pilen peger på mig som minister. Jeg vil arbejde for at gøre det mere økonomisk attraktivt at kombinere efterskoler med frie fagskoler, og jeg vil sikre en lovgivning, der kommer til understøtte den her måde at gøre det på i stedet for den lovgivning, der eksisterer i øjeblikket, lyder det fra Mattias Tesfaye. 


Seneste nyt

fra Nordjylland