TV2 Nord henter nyhedsredaktør fra EB
Foto: Tino Pedersen / TV2 Nord
Ekstra Bladets jourhavende i Aarhus fortsætter karrieren i Nordjylland.
TV2 Nord henter nu Ekstra Bladets jourhavende i Aarhus, Anders Zacho Kristensen, til Nordjylland.
På TV2 Nord skal Anders Zacho Kristensen indgå i mediehusets korps af nyhedsredaktører. Han starter i det nye job til april.
- Anders Zacho Kristensen er nyhedsmenneske. Han kommer til TV2 Nord med en meget høj grad af digital forståelse og har samtidig redaktionel ledelseserfaring. Han har med andre ord alt det, vi håbede at finde, da vi indledte jagten for at styrke vores redaktørhold med yderligere digitale kompetencer, siger adm. direktør på TV2 Nord Mikael Justesen.
Udover at være jourhavende på Ekstra Bladets redaktion i Aarhus er Anders Zacho Kristensen assisterende forsideredaktør på Ekstra Bladet, hvor han også tidligere har været med til at udvikle husets 'breaking news'-strategi.
Har skrevet 4.274 EB-artikler
Anders Zacho Kristensen er uddannet journalist fra SDU i 2019 og har tilbragt hele karrieren på Ekstra Bladet, hvor han også tilbragte praktiktiden i 2017-2018, hvor han især arbejdede med den gode reportage og det kritiske interview. Efter praktiktiden fortsatte han på Ekstra Bladet sideløbende med studierne.
4.274 artikler - plus det løse - mener han selv, det er blevet til på Ekstra Bladet igennem årene, før han nu skifter til TV2 Nord og blandt andet skal bidrage til den fortsatte udvikling af tv2nord.dk og mediehusets tilstedeværelse på facebook, Instagram og andre platforme.
Samtidig tager han selv et skridt ind i en ny verden, hvor de levende billeder og tv bliver noget nyt for ham.
- Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer. Jeg håber og tror, at jeg har noget at bidrage med til glæde for nordjyderne, men jeg går naturligvis også til opgaven med stor ydmyghed, for der bliver også meget nyt for mig. Det bliver spændende, siger Anders Zacho Kristensen.
Nordjyske forbindelser
Anders Zacho Kristensen bor i dag med sin familie ved Randers, men det er ikke helt tilfældigt, at karrieren nu fortsætter i Nordjylland, som han også flytter til i forbindelse med jobskiftet.
Anders Zacho Kristensen har således tilbage i årene 2010-2013 læst virksomhedskommunikation og humanistisk informatik på Aalborg Universitet.
Familie har han også i det nordjyske, hvor han allerede i dag bruger meget af sin fritid med sin familie i sommerhuset i Lønstrup.