Udsender varsel: Risiko for voldsomt vejr
Efter en mandag, hvor det er tunge regnbyger, der har domineret en lun dag, er der nok mange, der kunne trænge til en dag med højt solskin og blå himmel.
Men det ser ikke ud som om, at det bliver tirsdag. For her skal et lavtryk, der bevæger sig ind over landet sidst på natten og tirsdag morgen, nemlig passere landet.
Og det betyder, at DMI har udsendt et varsel mod voldsomt vejr, fordi lavtrykket er lig med kraftig regn i hele Nordjylland, mens der lokalt kan forekomme skybrud.
Varslet gælder i tidsrummet 09.00-21.00, hvor DMI forventer, at der falder mellem 25-35 millimeter regn på seks timer. Når der regner mere end 24 millimeter på seks timer, kan det betegnes som kraftig regn.
Men der er også risiko for lokale skybrud, hvor der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, skriver DMI.
Du kan se DMI's varsler her.
FOREBYGGENDE RÅD MOD SKYDBRUD
Køb en dykpumpe og en vandslange i byggemarkedet, hvis du har kælder og tidligere har haft vand i kælderen eller bor i et område, der før har været ramt af oversvømmelser
Flyt uerstattelige ting fra kælderen og op i stueplan
Fjern ejendele fra gulv og vandudsatte områder og sørg for, at dine ejendele står et godt stykke over gulvet, hvis du ikke har plads til dem andre steder. Opbevar ejendelene i plastkasser på hylder og reoler, der kan tåle vand samt afvaskning/desinficering i tilfælde af, at regn- eller kloakvand trænger ind
Hold vinduer og døre lukkede og undersøg, om de alle lukker helt tæt. Hvis ikke, kan du løse det her og nu ved at montere en plade med tætningslister foran. Du kan også lægge sandsække foran utæthederne
Dæk lavtsiddende vinduer og døre i kælderplan af og afskærm lyskasser og kældernedgange, herunder nedkørsel til kældergarage
Tjek tagrender og nedløb. Måske har de brug for at blive renset for blade og lignende, så vandet kan komme væk.
I mangel af et højvandslukke kan du selv begrænse opstigende kloakvand ved at lave her-og-nu versionen, hvor du lægger et tykt og stort stykke plast oven på afløbet i gulvet og sætter tunge sandsække oven på
Forsøg at være hjemme under skybruddet, eller bed naboen om at holde øje med dit hus
Kilde: Tryg